Poul Schierbeck blev født i et musikinteresseret akademisk hjem og begyndte efter studentereksamen at studere jura. Han afbrød studierne til fordel for private musikstudier med bl.a. Carl Nielsen og Thomas Laub som vejledere. I begyndelsen af 1. verdenskrig gjorde han militærtjeneste som løjtnant, og 1916 fik han ansættelse som organist i Skovshoved Kirke, hvor han virkede til sin død 1949.

I årene efter krigen begyndte Poul Schierbeck at gøre sig gældende som komponist og fik 1919 det Anckerske Legat. Samme år giftede han sig med operasangerinden Sylvia Larsen der blev den selvskrevne fortolker af de mange sange, som præger hans produktion. Sammen rejste ægteparret 1920 på studierejse til Italien gennem England, Frankrig, Schweiz og Tyskland hvor Poul Schierbeck færdigkomponerede sin symfoni op. 15, der var påbegyndt før krigen.
Symfonien blev uropført i Göteborg 1922 med Carl Nielsen som dirigent, og gentaget senere samme år i København. Året efter dirigerede Poul Schierbeck selv symfonien i Finland. Overalt blev symfonien godt modtaget og fremhævet for sin instrumentation.

Det gav Poul Schierbeck mod til at begynde på sit næste store projekt: Operaen Fête galante der bygger på et skuespil som forfatteren Max Lobedanz havde sendt til Poul Schierbeck 1920 med opfordring til at komponere scenemusikken. Schierbeck overtalte Max Lobedanz til at skrive skuespillet om til operalibretto, og 1923 gik han i gang med at komponere. Arbejdet varede til 1927 for der var bud efter Poul Schierbeck fra mange sider. 1921 havde han med succes komponeret en kantate til Universitetets immatrikulationsfest, og den fik mange efterfølgere: En række kantater blev komponeret i 1920’erne, og efter Carl Nielsens død 1931 var han landets førende kantatekomponist frem til 1945, hvor indvielsen af Radiohusets koncertsal blev markeret af en Schierbeck-kantate.

1931 blev Fête galante opført på Det Kgl. Teater og samme år blev Poul Schierbeck knyttet til Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som lærer i komposition og instrumentation. En lang række danske komponister fra Jørgen Jersild og Leif Kayser frem til Jan Maegaard har nydt godt af hans undervisning der sammen med Ludolf Nielsens privatundervisning har bidraget til at hæve en traditionelt klodset og provinsiel dansk instrumentationspraksis mod internationalt niveau.

Trods Fête galantes succes og løfter om en snarlig genopsætning gled operaen ud af Det Kgl. Teaters repertoire efter få opførelser og kom først på scenen igen i 1960. Det har muligvis været medvirkende til at Fête galante blev Poul Schierbecks eneste opera, men det afholdt ham ikke fra at udnytte sit musikdramatiske talent. Et påtænkt balletsamarbejde med Harald Lander resulterede i orkesterværket Natten og hørespilmusik blev til hans Radio-Rapsodi. International bevågenhed vakte hans musik til Carl Dreyers film Vredens Dag, og da Dreyer fem år efter Poul Schierbecks død filmatiserede Kaj Munks skuespil Ordet, sammensatte Sylvia Schierbeck med hjælp af Emil Reesen filmmusikken fra Schierbecks kompositioner.

(JBR)

Poul Schierbeck er først og fremmest kendt for sin vokalmusik: Romancer og sange med klaver der dominerer værkerne fra den første halve snes år, og samlinger af sange, duetter, terzetter og kvartetter samt talrige indslag for soli eller kor i kantaterne der præger produktionen helt frem til hans sidste store værk, Dronning Dagmar.

Som vokalkomponist var Poul Schierbeck inspireret af sine to vejledere, Carl Nielsen og Thomas Laub, der netop i de år, hvor Schierbeck blev undervist af dem, indledte deres samarbejde om en reform af den danske sang. Idealet var den strofiske sang hvor samme melodi bruges til alle tekstens strofer, og hvor komponisten med en enkel, sangbar og let genkendelig melodi anslår tekstens grundstemning. Poul Schierbeck evnede at fastholde dette ideal og nuancere det, så det kunne honorere vidt forskellige kunstneriske krav. Fra det helt elementære, naive eller troskyldige, udtryk i melodierne til Harald Bjergsteds Hør den lille stær eller Ludvig Holsteins Det er i dag et vejr (fra samlingen Alverden gaar omkring, op. 42, 1938) over den nationale bekendelse i hans udgave af H. C. Andersens I Danmark er jeg født (fra samlingen I Danmark, op. 21, 1927) til det indtrængende psykologiske kvindeportræt i Den trofaste Hustru (fra cyklussen Den kinesiske Fløjte, op. 10, 1916-17). Lytter man nøje til disse enkle melodier der med deres ”skin af det velkendte” næsten kan virke anonyme, opdager man, med hvilken omhu Poul Schierbeck har udformet detaljerne, så musikken rammer tekstens tone præcist og loyalt.

Læs mere om Poul Schierbecks melodi til ”I Danmark er jeg født” her

En særlig plads blandt Poul Schierbecks sange har sangcyklussen Den kinesiske Fløjte, op. 10, som blev komponeret i årene 1916-17. Her forlader Schierbeck sine ellers foretrukne danske digtere til for del for Hans Bethges ekspressionistiske gendigtninger af gamle kinesiske digte der også ligger til grund for Gustav Mahlers sidste værk Das Lied von der Erde. I modsætning til Mahler undviger Schierbeck den Weltschmerz som Bethge læser ind i de kinesiske tekster, og vælger de lyriske momenter i yderdigtene Vaarregnen og Sang paa Floden. I stedet for smerten høres en mild vemod i de centrale sange om De tre prinsesser der ældes uden at deres kærlighedslængsel stilnes, og Den trofaste Hustru, der vælger dyden og æren frem for tilbederens fristelser.

Naturlyrik og psykologisk karakterisering smelter sammen i disse sange, og Poul Schierbeck raffinerede sit udtryk ved at instrumentere den oprindelige klaverledsagelse, så Den kinesiske Fløjte i løbet af 1920’erne og 30’erne forvandledes til orkesterlieder. Dermed var vejen banet til Schierbecks måske mest frapperende vokalværk: Orkesterlieden Häxa for sopran og orkester med orgel til Erik Karlfeldt digt Häxorna.

Teksten skildrer en heksesabbat oplevet gennem en ung kvindes erotiske fantasier. Sabbatten råder i orkestret med konstant skiftende rytmer mellem tredelt og firdelt takt. Hendes begær udtrykkes gennem sangstemmens forsøg på at fastholde den tredelte dansetakt hen over akkompagnementets skæve betoninger. Tre gange er orkestret ved at overmande hendes rytme, fjerde gang overgiver hun sig og fortabes i svimlende vokaliser over orkestrets stadige skift mellem vuggende og stejle betoninger. Orglets snærrende rørstemmer og hornenes potente kald danner den klanglige ramme om udfoldelserne og demonstrerer atter Poul Schierbecks mesterlige instrumentationskunst. I Häxa (op. 48, 1939) lever indholdet op til rammen.

Læs mere om Poul Schierbecks opera Fête galante her

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Poul Schierbecks instrumentalmusik er koncentreret om hans relativt få orkesterværker. Kammermusik og klaverværker hører til hans tidligste periode før det skelsættende bekendtskab med Carl Nielsens og Thomas Laubs idealer.

Navnlig indflydelsen fra Carl Nielsen gør sig gældende i hans første orkesterværk, symfonien op. 15 komponeret i årene 1911-21. Første sats er skrevet i Danmark under studieårene og verdenskrigen. Her er Carl Nielsens indflydelse mærkbar og nogle gange påtrængende. De tre sidste satser blev komponeret under den udlandsrejse, som Schierbeck foretog 1920 efter modtagelsen af det Anckerske Legat. Her gør en ny indflydelse sig gældende i den langsomme anden sats, hvor Schierbeck eksperimenterer med koncentration om et kromatisk motiv der forkortes, udvides, drejes og omstilles på utallige måder. De stærke kontraster der på Nielsensk vis præger første sats ofres her til fordel for et enhedspræg der i sig rummer kimen til mangfoldighed.

Satsen står som et stærkt udtryk for komponistens spirende personlighed og selvsikkerhed der får frie tøjler i finalesatsen: Et sæt ”symfoniske variationer”. Schierbeck prøver at aflokke et tilsyneladende beskedent motivstof forskellige udtryk der igen lukker op for kontrasten som formdannende middel.

Han var ikke tilfreds med satsen og omarbejdede den 1921, da han atter var tilbage i Danmark. Man kan mene at den har endnu en revision behov, for stoffet har vanskeligt ved at bære satsens lange udstrækning. Men den viser med al tydelighed Poul Schierbecks ønske om at finde sit eget jeg som symfoniker og komponist.

Trods succesrige opførelser forsøgte Poul Schierbeck sig ikke igen som symfoniker. De mange kantatebestillinger og arbejdet på operaen Fête galante sammen med organistembedet og koncertrejser sammen med hustruen levnede ham næppe tid dertil. Men i 1930’erne tog han atter instrumentalmusikken op: Først med ouverturen til Fête galante der blev komponeret flere år efter afslutningen af operaen til opførelsen på Det Kgl. Teater 1931. Den samler temaer fra operaen til et symfonisk forløb hvor flotte marcher veksler med smægtende melodier i et fyrværkeri af orkesterpragt. Det blev Schierbecks mest populære orkesterværk og en fast bestanddel af danske orkestre repertoire.

Endnu to orkesterværker nåede Poul Schierbeck at komponere de sidste 20 år af sit liv. En Radio-Rapsodi op. 49 der bygger på hørespilsmusik komponeret til radioen 1938, og en ” Symfonisk scene for klaver og orkester” op. 41 med titlen Natten. Udgangspunktet var her et skrinlagt samarbejde med koreografen Harald Lander om en ballet til Det Kgl. Teater der i værklisten figurerer som ”Symfonisk balletfragment” op. 35. Schierbeck føjede senere en obligat klaverstemme til det oprindelige partitur og udgav værket som sit opus 41.

Her tager Poul Schierbeck tråden op fra sin symfoni og giver værkets fire afdelinger det enhedspræg som karakteriserer især symfoniens anden sats. Det bærende tema præsenteres i den indledende Prolog og tages op igen og varieres i tredje del, Natten. Anden del, Aftenbriserne, henter motiver fra temaet, der vender tilbage i sin originale form i den afsluttende Epilog. Både enhed og mangfoldighed er tilgodeset i det symfoniske forløb, hvor med komponistens ord: ”Natten – en kvindeskikkelse – åbenbarer sig. Hun dysser vindene til ro og under sin følgende dans kaster hun et for et stjernebillederne mod himmelhvælvingen, som tilsidst funkler i hele sin pragt. Billedet svinder.”[1]

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Danacord

Noter

Operaen Fête galante er Poul Schierbecks hovedværk og det eneste af hans musikdramatiske værker som nåede frem til scenen. Den blev opført på Det Kgl. Teater 1931 og taget af plakaten efter syv opførelser, hvorefter komponisten på teatrets opfordring gennemførte nogle revisioner og stramninger med henblik på en genopsætning. Denne kom først 1960 hvor Fête galante holdt sig på repertoiret nogle sæsoner.

Titlen refererer til rokokotidens franske malerkunst hvor f.eks. Watteaus billeder af intime fester der iscenesætter adelens flirtende fornøjelser i mytologiske rammer gik under navnet ”Fête galante”. Handlingen bygger på forfatteren og bibliotekaren Max Lobedanz’ skuespil, som Poul Schierbeck overtalte Lobedanz til at skrive om til operalibretto. Rammen er en ”bryllupsfest” i det 18. århundredes Frankrig, hvor en adelig libertiner på skrømt gifter sig med en ung, troskyldig pige der elsker ham af et godt hjerte. Med en lakaj forklædt som notar og en ægteskabskontrakt underskrevet med en blækklat prøver vor adelsmand at forføre pigen, men forstyrres af en teaterdirektør og pengeafpresser, en duellant og endelig af Kong Ludvig XV.s uventede ankomst. Operaen ender selvfølgelig med dydens triumf. Adelsmanden indser at han ikke kun begærer pigen, men også elsker hende. Pigen tilgiver hans bedrag. Og Ludvig den XV. bortfører teaterdirektørens indladende kone i den tro at hun er bruden.

Fête galante deler dette sujet med nogle af det tidlige 1900-tals mest populære operaer: Richard Strauss Rosenkavaleren og Ariadne på Naxos og portrætterne af ”små kvinder” i Puccinis operaer. Men Poul Schierbeck blander ingredienserne på sin egen måde og med heldig hånd. Balancen mellem det komiske og det lyriske holdes levende af de to dominerende kvindeskikkelser, den elskende Suzon og den kokette La Scaramouche.  
Erotikken gnistrer i scenerne mellem libertinerens tre adelige venner og teaterdirektørens kone, men oprøret anes også i kontrasten mellem de adeliges letsind og den forarmede teaterdirektørs griskhed. Kun den afsluttende scene hvor de elskende erkender den store kærlighed og forsones, mangler den følelsesdybde, der skal gøre operaens happy ending troværdig. Fête galante er mere rokoko end romantik.

(JBR)

Poul Schierbeck sigtede højt, da han indledte sine ”7 Smaasange” op. 21 med H. C. Andersens I Danmark er jeg født. Ikke alene fordi Andersens tekst er en af de mest elskede fædrelandssange og en værdig konkurrent til Oehlenschlägers Der er yndigt Land. Men også og især fordi H. C. Andersens digt allerede hørte til kernerepertoiret af den folkelige danske sang med Henrik Rungs stadig levende melodi. Det har altid været en betænkelig sag at komponere melodier til tekster som forsamlinger eller menigheder synger og holder af med ”gamle melodier”. I Thomas Laubs Danmark havde forsøgene på en reform af salmesangen med nye melodier i før-romantisk stil vakt forbitrelse og harme mange steder. Folk ville synge de melodier, de holdt af, i stedet for at lære nye, som nogle kloge københavnere mente var bedre.

Der var nok også et element af bedreviden i bestræbelserne på at reformere menighedssangen og den folkelige sang i kølvandet på Laubs og Carl Nielsens reformer. De romantiske melodier blev betragtet som ”dårlig smag”, og mange dannede og begavede følte sig kaldet til at forbedre smagen. I Poul Schierbecks tilfælde har det næppe været en afgørende grund til at skrive en ny melodi til I Danmark er jeg født. Rungs melodi er nemlig ingen dårlig løsning inden for de rammer som den romantiske stil sætter. Derfor prøver Schierbeck ikke kun at skabe noget nyt og bedre, men også noget anderledes der tolker H. C. Andersens tekst ind i en ny tids ånd.

Udgangspunktet er altså H. C. Andersens tekst og især 1. strofe, der i en strofisk sang sætter den melodi, de følgende strofer synges til:

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
Dér har jeg rod, derfra min verden går;
Du danske sprog, du er min moders stemme,
Så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
Hvor oldtids kæmpegrave
Stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Danmark mit fædreland

H.C. Andersens tekst har et subjekt: det digteriske jeg, og et objekt: fædrelandet Danmark.  Digtet er udformet sådan at objektet fremhæves af betoningerne (i ovenstående tekst markeret med kursiv). Danmark, fædrelandet, modersmålet, naturen fremhæves metrisk, mens digterens jeg/min/mit falder ubetonet undtagen i omkvædets sidste linje, kærlighedserklæringen. Og her undgår digteren det banale ”Jeg elsker dig!” og sætter kærlighedens genstand forrest og betonet: ”Dig elsker jeg!”

Henrik Rung (1807-71) er langt hen ad vejen loyal mod digtets metrik. Han respekterer Andersens versefødder og kun i omkvædets sidste linje gentager han tekstens ”Dig elsker jeg!”, så teksten passer med de klassisk-romantiske krav om taktsymmetri. Men han ændrer forholdet mellem subjekt og objekt så det passer bedre med den romantiske forkærlighed for subjektive følelser. Ordene ”jeg” og ”min” i strofens 1. og 2. linje fremhæves med opadgående oktavspring, og ordet ”elsker” udsmykkes melodisk med spring og forsiringer der negligerer tekstens betoning af ordet ”Dig” og passer langt bedre til det trivielle ”Jeg elsker dig!” end til Andersens originale ordstilling.

Poul Schierbeck gør ikke forsøg på at moderere H. C. Andersens understregning af objektet. Hans melodi fremhæver de ord (Danmark, fædrelandet, modersmålet osv.) som er centrale i teksten; og den respekterer digtets metrum på trods af de rytmiske vanskeligheder, det volder utrænede sangere. Navnlig omkvædets vekslen mellem perioder på 2 og 3 takter er svære at holde rede på, og nemmere bliver det ikke når Schierbeck i sidste linje stryger optakten og sætter ordet ”Dig” ind betonet på fuldtakt, så objektet får vægt. Men ikke for stor vægt: ”Elsker” betones med en synkope der forlænger første stavelse hen over midten af takten, så også dette ord fremhæves.

To forskellige tidsaldre taler gennem de to melodier til H. C. Andersens digt. Henrik Rung tolker i 1800-tallet teksten som et personligt udtryk for fædrelandskærlighed. Poul Schierbeck hæver i 1900-tallet teksten over det subjektive eller private til et alment, objektivt udtryk for fædrelandskærlighed eller nationalisme om man vil. Han gør det uden at forfalde til den højstemte patos der ofte ledsagede det 20. århundredes nationalistiske bravader. Næsten selvudslettende følger han tekstens nuancer og finder det relevante musikalske udtryk for dem. Det er en god melodi der står i spidsen for Poul Schierbecks 7 ”Smaasange” med fællestitlen I Danmark. 

(JBR)

Efter Balzer, suppleret.

Op. 1                      Fjerne Melodier f. sang og klaver. (Tekst: Thor Lange), 1910-11. WH.

Op. 2                      5 Sange (Tekster: Ewald, Thor Lange og C. C. Jessen), 1913-14. WH.

Op. 3                      Sonate f. violin og klaver, 1911-12.

Op. 4                      2 fantastiske Etuder f. klaver, 1914.

Op. 5                      Klaversonate, 1915.

Op. 6                      Sommerklange og Vintertoner f. sang og klaver. (Tekster: Ludv.
                               Holstein, Vald. Rørdam, Stuckenberg, Aakjær, C. C. Jessen,
                               L. C. Nielsen), 1914-15. WH.

Op. 7                      2 Valse f. klaver. ”Nordens Toner”.

Op. 8                      Intermezzo f. klaver. ”Nordens Toner”.

Op. 9                      2 Terzetter og 4 Kvartetter 1914-16. ”Nordens Toner”.

Op. 10                    Den kinesiske Fløjte, sangcyklus efter Hans Bethges
                               gendigtning af gamle kinesiske digte, 1916-17. WH.

Op. 11                    2 jydske Viser. (Tekst: Jeppe Aakjær), 1917. WH.

Op. 14                    Nakjælen [Nordkilen], sangcyklus til tekster af Marinus Børup,
                               1919. WH.

Op. 15                    Symfoni, 1911-21.

Op. 16                    Kantate v. Universitetets immatrikulationsfest.
                               (Tekst: Hans Hartvig Seedorf Pedersen), 1921.
                               Samfundet til Udgivelse af dansk Musik.

Op. 17                    Akademisk festmusik, 1921.

Op. 18                    Kantate v. Medicinsk Selskabs 150 årsfest.
                               (Tekst: Aage Berntsen), 1923.

Op. 19                    Julekantate f. bl.a. a capella, 1924. Skandinavisk-Borup.

Op. 20                    2 satiriske Viser. Skandinavisk-Borup.

Op. 20 (?)               Marionetmusik f. fl., vl., vcl., cl., xylofon, banjo og pno.

Op. 21                    I Danmark f. sang og klaver
                               (Tekster: H. C. Andersen, Ingemann, Axel Juel,
                               Aakjær, Ludv. Holstein, Johs. V. Jensen), 1927. WH.

Op. 21 a                 Bækken f. sang og klaver (Tekst: Marinus Børup). WH

Op. 22                    Chant de Viking (Tekst efter Grundtvigs Bjarkemaal)
                               f. tenor og ork. eller pno.

Op. 23                    Aaret rundt i Ringsange, 12 kanoner f. 4 lige stemmer.
                               (Tekst: Marinus Børup). WH.

Op. 24                    Studier fra Sø og Hav f. klaver (Oceanets Vuggesang og Kølvand).

Op. 25                    Fête galante. Opera (tekst: Max Lobedanz).
                               Samfundet til Udgivelse af dansk Musik. 1920-30.

Op. 28                    Tre italienske duetter (Tekst: Thøger Larsen). Samfundet til Udgivelse af dansk Musik.

Op. 35                    Natten, Symfonisk balletfragment for ork., 1936.

Op. 41                    Natten, Symfonisk scene for klaver og ork., 1938.
                               Samfundet til Udgivelse af dansk Musik.

Op. 42                    Alverden gaar omkring. 33 enkle sange, 1939. Engstrøm & Sødring.

Op. 48                    Häxa f. sopran, orgel og ork., 1939. Samfundet til udgivelse af dansk Musik.

Op. 49                    Radio-Rapsodi (efter musikken til Niels Hoffmeyers hørespil Adrienne
                               Lecouvreur, 1938), 1939.

Op. post.                Musik til Carl Dreyers film Ordet (1954).

Ukendt opusnummer:

For de saarede f. sang og klaver. (Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson), 1914. WH.

Le tombeau du poéte Hafiz f. sang og klaver. (Tekst: Paul Verrier) Maurice Senart, 1924.

Den grimme Pige f. sang og klaver (Tekst: Aage Berntsen). Skandinavisk-Borup, 1926.

Visen om Købmand Glad, f. sang og klaver.(Tekst: Aage Berntsen) Skandinavisk-Borup 1927.

Et advarende Ord til en Afholdsprædikant, f. sang og klaver. (Tekst: Aage Berntsen) Skandinavisk-Borup 1927.

Piano f. sang og klaver, 1929.

Tiggerens opera, arrangement af Gay og Pepusch Beggar’s Opera, 1936.

Kantate ved Musikstævnet i Forum, 1937.

Kantate til Aarhus 700 års byjubilæum, 1939.

Mindekantate over A. C. Illum, 1939.

Ruskantate til Aarhus Studenterforening, 1940.

Grundlovskantate til Statsradiofonien, 1941.

Musik til Carl Dreyers film Vredens dag, 1943.

Radiokantate til indvielsen af Radiohusets koncertsal, 1945.

Dronning Dagmar f. soli, kor og ork. (Tekst: Mogens Lorentzen). (1945-49).

ANVENDT LITTERATUR

Crome, Fritz: ”Poul Schierbeck” i: Tidsskriftet MUSIK årg. 9 (1925) nr. 3 s 36-40

Erik Abrahamsen: ”Poul Schierbeck” i: Dansk Musiktidsskrift 1927-28 nr. 5 s. 130-137, nr. 6 s. 155-159 og nr. 7 s. 177-180

Richard Hove: DBL2 bd. 21, 1941

Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, bd. 3 s 184-187. København 1978

ØVRIGT

”Poul Schierbeck 60 aar”i Danske Musiktidsskrift 1948, nr. 5 

Gravsted.dk: Poul Julius Ouscher Schierbeck

kb.dk: Poul Schierbeck 

Udvalgte indspilnger:

Musik inspireret af H. C. Andersen
Odense Symphony Orchestra, Ole Schmidt (dirigent)
Dacapo 8.226047 (2005), CD
Link til Dacapo

Dronning Dagmar
Odense Symphony Orchestra, Giordano Bellincampi (dirigent)
Dacapo 8.224104 (1999), CD
Link til Dacapo

Sange
Henriette Bonde-Hansen (sopran), Christen Stubbe Teglbjærg (klaver)
Dacapo 8.224017 (1995), CD
Link til Dacapo

Symphony Op. 15 - Radio-Rhapsody Op. 49 - Fête galante
Artur Rubinstein Philharmonic Orchestra, Ilya Stupel (dirigent)
DACOCD 417, CD
Link til Danacord