Peter Due er dansk komponist og komponerer for orkester, sinfonietta, kammerensemble og solister, både rent akustisk og i kombination med elektronik. I sine senere værker har han i stigende grad udforsket tonalitet og har taget udgangspunkt i melodisk materiale, som han, i kombination med moderne spilleteknikker, former til stemningsfulde, organiske forløb.
Peter Due komponerer også musik til film, TV og computerspil. Hans musik til computerspillet Forgotton Anne, var i 2019 nomineret til en D.I.C.E Award, to GANG awards, og vandt en UZETA Award for bedste soundtrack. Musikken er indspillet af Copenhagen Phil, som i efteråret 2016 blev det første danske orkester, der indspiller musik til et dansk computerspil. Han har desuden et tæt samarbejde med DR Symfoniorkestret, som har opført musikken fra Forgotton Anne live, og senest indspillet hans musik til DR´s store TV-serie om Danmarks natur: Vilde Vidunderlige Danmark.
Sin musikalske opvækst har Peter Due fået i Hillerød musikskole, hvor han modtog undervisning i violin og klaver fra 1986-96. Han har taget Bachelor i komposition på Det Fynske Musikkonservatorium hos Svend Hvidtfelt Nielsen, John Frandsen, Anders Nordentoft og Anders Brødsgaard. Desuden Master og Solistklasse hos Bent Sørensen, Niels Rosing Schow og Hans Abrahamsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvorfra han debuterede i 2008. I 2006-7 studerede han filmmusik i Los Angeles på University of Southern California (USC). Til sine studier i USA modtag han et Fulbright Scholarship. Peter er også uddannet violinist fra Det Fynske Musikkonservatorium og underviser nu i violin på Den Lille Musikskole på Frederiksberg foruden at være in-house komponist hos spiludvikleren Throughline Games.