Unge år
Som den yngste af fire søskende voksede Svend Hvidtfelt Nielsen op i et hjem med klaver. Faderen, der var bogtrykker, holdt af at spille på husets flygel og formidlede en stor respekt for den klassiske musik og dens mest populære komponister. Det lå dog på ingen måde i kortene, at den unge Svend Hvidtfelt skulle være komponist med stort K – dels havde faderens ærefrygt det resultat, at komponistgerningen blev fjern og uopnåelig, og dels ville Svend Hvidtfelt i øvrigt være rockmusiker.
Da Svend Hvidtfelt var 16 år gammel fik han et hammondorgel, og med ønsket om at blive en virkelig god rockmusiker begyndte han at modtage orgeltimer. Som en vigtig læresætning gennem hele Svend Hvidtfelt Nielsens liv står nemlig det ”at gøre tingene ordentligt”, i modsætning til det allerværste: at være ”en halvstuderet røver”. Hvad mange rockmusikere må stå uforstående overfor, var indlysende for Svend Hvidtfelt Nielsen: for at blive en ordentlig rockmusiker, måtte han lære at mestre både klaver og kirkeorgel, så rockmusiker-drømmen kunne indfris og hammondorgelet trakteres behørigt.
Et spor var lagt: Svend Hvidtfelt sigtede mod konservatoriet og en organistuddannelse, men dumpede optagelsesprøven i foråret 1978. I vildrede med hvad der så skulle ske, søgte han, ligesom sine tre søskende, ind på universitetet. For Svend Hvidtfelt var universitetet således ”bare noget man gjorde”: Uden at slippe drømmen om at blive rockmusiker og organist trådte han ind på Musikvidenskabeligt Institut i efteråret 1978 – og en helt ny verden åbnede sig!
Studieår
Et frodigt og entusiastisk ny musik-miljø overvældede Svend Hvidtfelt, der ivrigt sugede til sig i undervisningen (bl.a. Torben Schousboes om Carl Nielsen og Bertel Krarups om ny kompositionsmusik) og fordybede i universitetets bånd- og pladesamling Han begyndte at gå til koncerter i Det Unge Tonekunstnerselskab, læse af gamle og nye årgange af Dansk Musiktidsskrift (DMT), ligesom han hørte Vagn Holmboes symfonier på spolebånd og deltog i kurser hos Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen osv.
Der fødtes den tanke i ham, at det var en mulighed at blive komponist!
Organist-sporet blev dog ikke opgivet: I 1980 tog Svend Hvidtfelt som privatist en såkaldt P.O. (præliminær organistuddannelse) og satte dermed fart på organistkarrieren, der udviklede sig fra vikartjanser til fast job fra 1982. Senere, i 1985, efter studier hos bl.a. Finn Viderøs og Jens E. Christensen, tog han den store Kirkemusikalske Diplomeksamen (også i dette tilfælde som privatist).
At være organist var ikke bare en flygtig idé i den 16-årige Svend Hvidtfelts hoved, og ej heller et midlertidigt studenterjob. Det var og er en fundamental del af Svend Hvidtfelts musikalske virke.
Det nye spor, komponistgerningen, blev imidlertid også forfulgt, idet Svend Hvidtfelt søgte ind på komponistuddannelsen på konservatoriet i København i foråret 1982. Han fik afslag, og vendte sig derfor atter mod universitetet: I forlængelse af den ivrige, musik-ideologiske debatkultur der udspandt sig på Musikvidenskabeligt Institut og i ny musik-miljøet, ønskede Svend Hvidtfelt at sætte sig ordentligt ind i f.eks. musikteoretikeren Theodor W. Adorno. Han startede på filosofistudiet i efteråret 1982 - og fik samtidig at vide, at han alligevel var optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium på komponistuddannelsen.
Det resulterede i en række intense år: Studiemæssigt blev både universitetet og konservatoriet passet, samtidig med at Svend Hvidtfelt arbejdede som organist i Brorsons og senere Solvang Kirke. I privatlivet mødte han sin kommende hustru og blev far til fire børn i perioden 1984-1996. Slag i slag gik det indtil Svend Hvidtfelt i 1988 gjorde sine studier på konservatoriet i København færdige og fortsatte på konservatoriet i Århus, hvorfra han debuterede som komponist i 1991. Samme år skiftede han Solvang ud med Mariendal Kirke, hvor han har virket som organist lige siden.
Han var begyndt at undervise på konservatoriet i Odense allerede i 1989 og gjorde i 1992 sine filosofiske studier færdige. Ungdoms- og studieårene lakkede mod enden og i 1992-93, efter et par mindre bestillinger, modtog Svend Hvidtfelt så sin første bestilling for større besætning.
Komponisten
Bestillingen resulterede i værket Flowerfall til Storstrøms Kammerensemble og startede et i det hele taget meget værkproduktivt årti. I kølvandet på Flowerfall kom værker som f.eks. i 1994: …Into the Black og White Light, og i 1995 trioen Lied und Stille – samme år som Svend Hvidtfelt færdiggjorde sit speciale om Per Nørgård og hermed blev cand.mag. i musikvidenskab og filosofi.
Hele to symfonier blev til i 1997-98, og dertil føjede sig det centrale værk Ghostland (1997), operaerne Den lille Havfrue (1999-2000), Tommelise (2003) og Edens Gave (2005-6), saxofonkoncerten i 2002 Winter has come, obokoncerten Leaves in Winter (2004) samt en række værker udsprunget af Svend Hvidtfelts stilling som huskomponist hos Randers Kammerorkester i 2001-2002.
En position som huskomponist hos Storstrøms Kammerensemble 2006-2008 resulterede i nye, søgende retninger i Svend Hvidtfelts musik – f.eks. det usædvanlige værk Musik for to Ensembler (2008) for kammerensemble og big band. Til Shanghai Symfoniorkester komponerede han det kinesisk inspirerede Of Fire and Earth (2007) og i 2008 blev det særprægede musikdramatiske værk De Profundis for sanger og lydspor opført af operasangeren Niels Pihl.
Det indeværende årti (2010-19) ser også ud til at byde på en række interessante bestillinger og uropførelser, f.eks. Ofelia Danser for akkordeon og sinfonietta, der uropføres i 2014/15, og en koncert for orgel og symfoniorkester, med Svend Hvidtfelt selv som organist, planlagt til uropførelse med Aarhus Symfoniorkester i efteråret 2014.
Musikpolitik og undervisning
Svend Hvidtfelt har gennem hele sin karriere forfulgt mindst to yderligere spor i sit musikalske virke: foruden at være komponist og organist, har han engageret sig i det musikpolitiske/-organisatoriske, bl.a. i Dansk Komponist Forenings bestyrelse gennem 1990’erne, og som medlem af Den Anden Operas bestyrelse i midten af 1990’erne, medlem af Statens Musikråd (i dag: musikudvalget under Statens Kunstråd) i perioden 1995-99 og medlem af Repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1996-2001.
Engagementet fortsatte i det nye årtusind med poster som f.eks.: formand for Sekretariatet for Ny Musik (SNYK) i 2000-2002, medlem af Statens Kunstfond i 2002-05 og fra 2006: medlem – og siden formand – for bestyrelsen for forlaget Edition S (tidl.: Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik).
Også som underviser har Svend Hvidtfelt været aktiv siden det første job i 1989, f.eks. som timelærer på Det Rytmiske Musikkonservatorium og som ekstern lektor på Musikvidenskabeligt Institut, hvor han i 2003 blev fastansat som studielektor. Rollen som underviser hænger tæt sammen med SHNs interesse for det musikteoretisk-faglige og det videnskabelige – en naturligvis konsekvens af altid at ”ville gøre tingene ordentligt”.
Svend Hvidtfelts mange spor: det kompositoriske, det udøvende, det musikvidenskabelige/filosofiske, undervisningen og det musikpolitiske, gør ham til en af de mest markante og interessante komponister i sin generation. Ser man alene på komponisten og kompositionerne, kendetegnes musikken af stor tyngde – også i de værker, hvor han bevidst søger et enkelt udtryk. Der er altid noget væsentligt på færde i Svend Hvidtfelts musik, og det forekommer, både umiddelbart og efter mange gennemlytninger, substantielt – noget, der er værd at udforske nærmere. Samtidig er Svend Hvidtfelt er yderst beskeden komponist, som efter eget udsagn egentlig bare har lyst til at komponere musik, han selv kan lide at høre på.