Som Thomas Sandberg selv husker det, har han altid lavet musik. I gymnasiet havde han pop-, rock- og funkbands, hvor han skrev al musikken og teksterne, sang og spillede guitar. Han havde også længe været tiltrukket af slagtøj og begyndte derfor at modtage undervisning af slagtøjsprofessor Bent Lylloff.

Efter studentereksamen (matematisk-fysisk, 1986) stod det klart for ham, at han ønskede at gå videre med musikken og gøre den til sin levevej. Han intensiverede øvningen, og i andet forsøg lykkedes det i 1988 Thomas Sandberg at komme ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som slagtøjsspiller.

Gennem Bent Lylloff, der blev hans lærer også på konservatoriet, havde Sandberg for alvor opdaget den klassiske musik, og ikke mindst den nye kompositionsmusik. Den ny musik var for Thomas Sandberg et attraktivt udfoldelsesrum  - åbent, abstrakt og uden meget faste normer for opførelsespraksis. For Thomas Sandberg gav den mulighed for et kraftigt fokus på musikkens udtryk og karakter, fremfor ”korrekthed”.

Sandberg blev en meget aktiv musiker i ny musikmiljøet og var i løbet af de første konservatorie-år f.eks. med til at starte ny musik-ensemblerne Figura og Athelas Sinfonietta og desuden en ivrig bestiller af nye værker til sig selv som solo-slagtøjsspiller. Derudover blev Thomas Sandberg medlem af det moderne, kreative jazzimprovisationsensemble Sound of Choice, hvor alle fem bandmedlemmer bød ind med ideer og kun ganske få ”regler” blev aftalt på forhånd inden en koncert.

Som det skulle vise sig, udviklede Thomas Sandberg sig dog gradvist ud af rollen som slagtøjsspiller og gik mere i retning af en performer-rolle. Han bestilte fortsat mange værker hos danske komponister, men lagde i stigende grad vægt på, at værkerne skulle designes til lige præcis ham og til en given koncertmæssig, dramatisk sammenhæng. Sandberg var fortsat tiltrukket af bredden og den kreative tilgang i det at spille slagtøj, men mere som en indgang til musikken, end slagtøjsgerningen forstået som et karrieremæssigt kald. Performerrollen trængte sig på, og sammen med den, også behovet for selv at komponere musik. Debutkoncerten i 1996 afspejlede dette tydeligt:

Koncerten blev lagt på den daværende scene for ny kammeropera og musikdramatik; Den Anden Opera. Så vidt vides var det den første slagtøjsdebut, der således rykkede ud af konservatoriets rammer og ind i et teaterrum. Lyssætning og iscenesættelse var en nøje gennemtænkt del af koncertens set-up. På programmets første del var der tre uropførelser: af Jens Hørsving, Wayne Siegel (for slagtøj og computer) og af Sandbergs egen Concerto Libre, som bragte ensemblet Sound of Choice på scenen. Koncertens anden del var opførelsen af Svend Aaquists Andersens Kierkegaard – et musikdramatisk værk for en slagtøjsspiller og to syngende skuespillere.

I programmet skriver han om sig selv: ”Uddannet hos professor Bent Lyllof på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har gennem hele studieforløbet været meget optaget af vor tids musik og udtryk, hvilket også har involveret performance, skuespil, improvisation, komik og brug af stemmen.”

Dermed skriver Thomas Sandberg sig ud af en klassisk slagtøjs-musiker-rolle og ind i en performance-verden. Han betegner endnu ikke sig selv som komponist, men det kunne han sagtens have gjort, idet han på det tidspunkt dels skriver og KODA-registrerer værker til sig selv og dels i stigende grad påtager sig opgaver i teaterverdenen med at skrive teatermusik.

Allerede det første år, Thomas Sandberg gik på konservatoriet, blev han, foranlediget af Bent Lylloff, bestilt til at lave musik til en Shakespeareforestilling på Rialto-teatret. Der var tale om mellemaktsmusik, som Thomas Sandberg komponerede og indspillede på computer. At skrive teatermusik blev især efter endt konservatorieeksamen et særdeles omfattende virke for Thomas Sandberg, og han komponerede i perioden 1998-2009 musik til en lang række teaterforestillinger for f.eks. Uppercut Danseteater, Rakkerpak, dansekompagniet Åben Dans m.m., ligesom han skrev musik til radiodrama.

Teatermusik har i høj grad en bestemt funktion, og komponistens opgave er langt hen ad vejen at følge instruktørens ønsker og anvisninger, og komponere hvad der skal bruges for f.eks. at skabe en bestemt stemning eller – i danseforestillinger - opfylde krav til rytme, tempo og musikalsk gestik. Sandberg løste ofte opgaverne ved på forskellig vis at lægge sig pastische-mæssigt op ad rytmiske genrer som pop, new age ( f.eks. Ladder Ballet fra POP), synthesizer-pop, elektronika og ambient (f.eks. Twist Ouverture fra Twist). Der indgik i reglen ikke live musikere i forestillingerne, og Sandberg komponerede/indspillede musikken på computer, uden brug af noder, og leverede musikken i form af lydfiler.

Også på anden vis havde teaterverdenen trukket i Thomas Sandberg: I starten af konservatorieuddannelsen var han begyndt at tage timer hos en skuespiller og overvejede da også en overgang at søge ind på teaterskolen. Han nåede dog frem til, at det var musikken, som var fundamentet i hans virke. Med musikken som udgangspunkt, kunne han til gengæld arbejde meget bevidst og målrettet med det dramatiske og performative.

Sandberg var f.eks. fascineret og inspireret af teaterverdenens måde at arbejde med og forholde sig til materialet på. Shakespeare kan sættes op på utallige måder – iscenesat i nutid og fremtid, beskåret i teksten, omdigtet, suverænt fortolket af en instruktør… Omgangen med klassisk musik er derimod helt anderledes: Her er det hverken forventeligt eller legitimt, at man tager sig friheder eller gør noget radikalt ved stoffet.

For slagtøjsspilleren/performeren Thomas Sandberg voksede dog ønsket om frihed til at ikke bare ”at gøre noget ved stoffet”, men faktisk også i selve koncertsituationen at kunne handle selvstændigt og aktivt ud fra den aktuelle situation og stemning.

Parallelt med virket som teatermusikkomponist arbejdede Sandberg således efter sin konservatorieuddannelse videre ud af performersporet og begyndte at sætte egne forestillinger op, f.eks.: Musikteater/Teatermusik (1997), The Man who murdered Music (1999) og The Secret life of Harry Wallbanger (2001). I forlængelse af debutkoncertens idégrundlag var der tale om en blanding af koncert og musikdramatisk opsætning. Forestillingerne greb tilbage til en interesse for fransk instrumentalteater, som Sandberg havde fået på Lerchenborg Musikdage i 1980’erne, hvor han første gang oplevede denne kunstneriske blanding af musik og teater.

Sandberg bestilte musik af andre komponister, skræddersyet til forestillingerne, f.eks. af Andy Pape, Fuzzy og Wayne Siegel, og bidrog i et vist omfang også med egne værker. Sandbergs hovedrolle i forestillingerne var dog ikke at være værk-leverandør, men at være musiker/performer og overordnet idémand.

En anden blanding af roller finder man i Sandbergs medvirken som både komponist og performer i andres forestillinger, f.eks. DASK (Uppercut Danseteater 2001) og Børsen Roadshow (2004).

I talen om disse mange roller – musiker, performer, komponist, skuespiller, teatermusikkomponist osv., er det dog måske allermest påfaldende, og en pointe i sig selv, at kasserne og kategorierne aldrig rigtig passer 100 % på Thomas Sandberg.

I 2002 søgte Thomas Sandberg om optagelse i Dansk Komponistforening.

Han havde på det tidspunkt i en årrække skrevet værker til sig selv, f.eks. Plate du Jour til Musikteater/Teatermusik, Hoolah til The Man who murdered Music og Pär Formans Delight til The Secret Life of Harry Wallbanger. Værkerne var, ligesom Sandbergs teatermusik, ikke nedskrevet på noder. Men ikke nok med det: Værkerne består af mest af alt af aftaler, planer eller ideer til et forløb, som Sandberg så opfører på scenen. Pär Formans Delight er f.eks. et stykke, der arbejder med utålmodighed/stress, hvor Sandberg bruger kroppen som instrument og leger med utålmodigheden, åbent og improviserende. Musiker-/performerrollen og komponistrollen smelter sammen.

I Dansk Komponistforening blev Thomas Sandberg da også en ”sag”, især fordi hans optagelse f.eks. ikke kunne ske på baggrund af nedskrevne partiturer. Sandberg indsendte sit materiale i form af klingende lyd på en cd. Han endte med at blive optaget – og blev samtidig anledning til at komponistforeningen ændrede optagelsesprocedurer.

Thomas Sandberg var og er bevidst om, at han ikke umiddelbart ligner andre komponister i Dansk Komponistforening og i hvert fald: at hans virke ikke på nogen måde kan rummes alene inden for kategorien komponist. Ansøgning om medlemskab var, set i bakspejlet, til en vis grad udtryk for et ønske om anerkendelse for det værk, som Sandberg skaber med sin musik og sine performances.

Sandberg som teatermusikkomponist var én ting: Han havde flere gang opnået legatstøtte til arbejdet og modtog selvfølgelig bestillingshonorarer fra teatrene. En helt anden sag var imidlertid de værker, som Sandberg skabte med sig selv 100 % på banen som skabende og udøvende. Her blev det vigtigt for Sandberg at rive sig løs fra den klassiske musikerrolle, og få den type anerkendelse, der ligger i at kunne søge og evt. få støtte fra kunstfonden til helt egne forestillinger/værker og med disse værker blive anset som komponist på linje med komponistforeningens øvrige medlemmer.

2002 var da også året, hvor Thomas Sandberg endeligt takkede af som slagtøjsspiller i div. ny musikensembler. I Athelas Sinfonietta sluttede han af med Anders Nordentofts On This Planet - en forestilling, hvor Thomas Sandberg slet ikke medvirkede som slagtøjsspiller, men derimod som skuespiller og sanger i Nordentofts musik - der i øvrigt rakte ud over, hvad man normalt vil forvente af moderne kompositionsmusik, og til tider nærmede sig et Tom Waits-agtigt univers.

Det var kort sagt blevet mere og mere indlysende for Thomas Sandberg, at han var vokset ud af den klassiske slagtøjsmusikers rolle: Han ønskede nu at tage skridtet fuldtud og udvikle helt egne forestillinger, herunder også at musikken alene skulle være Sandbergs egen. I 2004 resulterede det i Sandberg Explorer 1.0.

Læs mere om Sandberg Explorer her.

Øvrigt materiale

Hør musik af Thomas Sandberg via hans egen Soundcloud.

De tre forestillinger Sandberg Explorer, Inter_Face og Loop er den foreløbige kulmination på Thomas Sandbergs bevægelse fra at være slagtøjsspiller med teaterkomponist som sidebeskæftigelse (eller i periode det omvendte), til at være en unik sammensmeltning af performer og komponist.

Sandberg Explorer

Sandberg Explorer startede som en koncertrække på Den Anden Opera i 2004 og har været aktuel som performance-musikalsk ramme for mange af Thomas Sandbergs forestillinger/koncerter lige siden: skolekoncerter, børne- og voksenkoncerter i ind- og udland – visse år opført op imod 250 gange. I 2011 modtog Sandberg en Danish Music Award som Årets Børnejazznavn for forestillingen.

Sandberg Explorer er en ramme for udforskning af lyd fra instrumenter og andre genstande, hvor der også kan indgå sampling, loops osv., iscenesat med gennemtænkt lyssætning og scenografiske elementer. Explorer er modulbaseret, dvs. med et overordnet forløb af moduler, hvor hvert af dem kan udvikle sig meget frit. F.eks. ”et modul, hvor Sandberg spiller på genstande i rummet”, ”et modul, hvor Sandberg spiller på sin krop”, ”et modul, hvor Sandberg arbejder med mikrofonen” osv. Sandberg arbejder med mimisk performance og komik, alt sammen i en musikalsk kontekst, der skærper publikums opmærksomhed omkring lyd og musik.

I sine tidligere forestillinger, hvor Sandberg havde andre komponisters værker med på programmet, havde Sandbergs egne værker ofte fungeret som en slags ”øer”, som han kunne bruge til at improvisere og træde i karakter som kreativ, skabende kunstner – side om side med at udøve de mere fastlåste værker af andre komponister.

Med Sandberg Explorer blev hele forestillingen en ”Sandberg-ø”. Sandberg Explorer lægger vægten på det frie og ekspressive, og på kontakten og udvekslingen med publikum. Thomas Sandberg kan her være maksimalt fleksibel og resonant over for rummet, stemningen og den sammenhæng, som publikum og Sandberg konkret er i.

Inter_Face

Hvor Explorer især kredsede om lyd, musik og lydgivere, så kredsede Inter_Face om mødet mellem menneske og teknologi. Sandberg arbejdede her med manipulation af lyd og billede og udviklede selv det fornødne software til forestillingen, således at Inter_Face kunne arbejde med lyd og billede live under selve forestillingen. Også her er forestillingen bygget op af moduler sat sammen i en overordnet form. Scenografisk er scenens bagtæppe en stor skæm, som gengiver, hvad Thomas Sandberg foretager sig foran sin computer, siddende i scenens ene side. Sandberg skærer ansigter, forvrænger, manipulerer med effekter og tilsvarende auditivt: arbejder med computerens mikrofon, looper, forvrænger, laver beatbox, flerstemmighed osv. Når Sandberg bevæger sig på scenen, styrer han alt det tekniske med sin smartphone. Han danser med sit skærmbillede og bruger i det hele taget gennem hele Inter_Face en meget legende attitude, som når man derhjemme leger popsanger foran spejlet eller ser sig selv i et spejlkabinet. Musikken kan blive halv-funky, den kan  gå i stå, lejlighedsvis være meget klangligt orienteret og ”mystisk”.

Ligesom med Sandberg Explorer er Inter_Face én lang forestilling, dvs. eet flow uden pause eller applaus undervej.

Loop

Det samme gælder Loop, der arbejder videre i sporet med nyudviklet software og leg med lyd og video samt Sandbergs egen præsens på scenen. Her udforskes især gentagelser – loops – i lyd og bevægelser. Sandberg starter med en tom scene og lægger mikrofoner ud på gulvet, mens publikum sætter sig. Også her er bagtæppet en skærm. Med smartphonen styrer Sandberg mikrofonerne, der optager lydene omkring sig og de lydgivere, Sandberg arbejder med undervejs i forestillingen. I modsætning til Inter_Face er der nemlig indtænkt lydgivere/instrumenter, som griber tilbage til Sandberg som slagtøjsspiller og musiker: f.eks. dåser, mundharpe og selve mikrofonen som instrument, der siger ”klik”, når man træder på den.

Lyden loopes og bearbejdes og vokser til musikstykker, bliver lag-på-lag flerstemmige, rytmiske osv. Tilsvarende med den visuelle side: Sandberg leger med sin skygge på skærmen, arbejder med video-looping osv., styret af smartphonen. Og som altid: med en række komiske elementer undervejs.

Det musikalske univers i Thomas Sandbergs tre forestillinger er venligt, nogle gange groovy - aldrig konfronterende atonalt, men organisk, tonalt og harmonisk. Sandberg benytter sig af genkendelige musikalske elementer og lægger en overordnet ”feel-good”-stemning, hvor effekter og disharmoni spiller samme rolle som i teatermusik og drama. Ærindet er helt tydeligt ikke at præsentere publikum for en masse ny musik, men at kommunikere med publikum gennem musik.

Metode og teknologi

Thomas Sandberg karakteriserer selv de tre forestillinger som performance studies. De kan også anses som teater, koncerter eller måske installationer? For Sandberg selv er kategoriseringer og definitioner ikke væsentlige. For ham er målet at kunne være maksimalt til stede på scenen og skabe meningsfulde, musikalske oplevelser for publikum.

Han bruger begrebet deviced theatre om tilblivelses- eller kompositionsprocessen: I øvelokalet improviserer han sig frem til nogle moduler, som ikke behøver blive defineret meget detaljeret . Han giver ideerne navne, vælger ud, og står til sidst tilbage med 10-12 moduler, som han så sætter sammen i en bestemt rækkefølge og afbalanceret sammenhæng, som en række ”øer”, han bevæger sig rundt på i forestillingen. I prøvefasen afprøves et utal af muligheder, indtil den helt rigtige opskrift eller kombination er fundet.

Dramaturgien består af en række anvisninger eller aftaler til Sandberg selv, og dertil gennemtænkes nøje en scenografi og lyssætning, hvor der skal være præcise aftaler og cues. Således er værker Sandberg Explorer, Inter_Face og Loop blevet skabt.

Der er naturligvis i Inter_Face og Loop også et væsentligt teknologisk aspekt. Sandberg har ønsket en teknologi, der opfører sig som et organisk instrument på scenen. Teknologien skal være hans med- og modspiller. Programmering og software-design er således en vigtig del af kompositionsprocessen i disse værker. Sandberg har så at sige designet teknologiske miljøer, som han kan performe i. Miljøer, der underlægger sig Sandbergs overordnede værk-idé, formopbygning og improvisationsbehov. Intet i de to forestillinger er præ-indspillet. Alt sker live.

Komponisten Thomas Sandberg skriver musik i form af værker til sig selv som performer, eller i form af teatermusik. Trods teateret udgør et slags fællespunkt, er der tale om to meget forskellige typer musik og ærinder. For Thomas Sandberg er teatermusikken helt tydeligt et håndværk, hvor han leverer musik, der løser givne opgaver i en given forestilling. Sandberg skriver teatermusik frem til 2009, hvor hans egen Inter_Face har premiere, hvorefter han beslutter sig for at sige nej tak til flere bestillingsopgaver.

Noget af teatermusikken er udgivet på cd, f.eks. på Uppercut Tracks, hvortil kommer at Thomas Sandberg også har komponeret musik på computeren alene med henblik på udgivelse, f.eks. på cd’en Pedestrian og til internetudgivelse på f.eks. egen hjemmeside og SoundCloud (f.eks. numrene Duck Call Funk og Bucket Bang).

Når det handler om Sandbergs værker til sig selv, hænger de uløseligt sammen med Sandbergs ønske om som performer at stå foran publikum med sin egen musik, koreograferet fra start til slut og samtidig maksimalt improviseret. Hans værker er åbne, således at de fleksibelt kan indrettes efter den konkrete performance-situation. Værkerne består af opskrifter, eller en række holdepunkter i en given rækkefølge, en scenografi samt aftaler om lyssætning og en overordnet rød tråd.

Man kan kalde værkerne for koncepter for at skabe musik og værk i nuet. Man kan også skele til den såkaldt rytmiske musik og finde paralleller til Sandbergs måde at være komponist på: F.eks. jazzmusikerens, hvis værk kan siges at opstå på scenen – live – når han improviserer over et tema, hvorimod værket i den klassiske musik er nedskrevet og principielt eksisterer uafhængigt af om det opføres.

Sandbergs værker er 100 % integreret med Sandberg. Ingen andre har nogensinde spillet hans værker. Thomas Sandberg har givetvis inspireret mange – komponister såvel som performere - men når han har fået henvendelser fra f.eks. ensembler og musikere om at skrive værker til dem, har han takket nej. Sandbergs musik skabes ikke sådan.

Selv nævner Thomas Sandberg John Cage, Maurice Kagel, Bobby McFerrin og Keith Jarret som inspirationskilder. Specifikt mht. McFerrin og Jarret beundrer Sandberg de to kunstneres evne til at træde ind på scenen og ud af tilsyneladende intet skabe noget fantastisk. Dette er også et mål for Thomas Sandberg.
Sandberg lader sig også inspirere af fremragende komikere som f.eks. Dirch Passer og George Carl og deres eminente timing.

For Thomas Sandberg er bevidstheden om publikum helt afgørende for hvordan, han skaber værker. Hans intention er først og fremmest at give publikum en oplevelse – en sanselig, følelsesmæssig oplevelse, og hans værker lever med interaktionen med publikum som præmis.

Man kan sige, at Thomas Sandberg er udtryk for at komponist- og værkbegreb er under stadig udvikling. Ikke blot forstået således at visse værker ikke lader sig nedfælde traditionelt i partiturer, eller at visse værker er konceptuelle ”opskrifter” på et forløb i realtime: I Sandbergs tilfælde er det særlige også i høj grad, at værkerne kun eksisterer i kraft af at de udføres i en publikumssammenhæng af netop Thomas Sandberg.

Værklisten er en produktionsliste over Sandbergs egen-produktioner suppleret med de vigtigste produktioner, Sandberg har medvirket i, og/eller komponeret musik til. Dertil kommer udvalgte cd-udgivelser. Med rødt er fremhævet de mest betydningsfulde værker.


1990:

Cymbeline: Musik til Shakespeare skuespil på Rialto teatret. TS komponist.

1996:

Andersens Kierkegaard (Svend Aaquist). TS skuespiller/musiker.

Debutkoncert som slagtøjsspiller (værker af Aaquist, Hørsving, Siegel, Sandberg optræder/improviserer m. Sound of Choice)

TS-værk: Concerto Libre

1997:

Musikteater/Teatermusik (værker af Siegel og Pape)

TS-værk: Course of the day/Plate du Jour

1999:

The Man who murdered Music (værker af Fuzzy, Karl Aage Rasmussen, Lorentzen)

TS-værk: Hoolah

2000:

Standard - Dans på Tværs. Anemoneteatret. TS komponist og medvirkende sammen med James Crabb.

Musikalske Monologer (værker af Pape og Ligeti)

TS-værk: Loggin'

2001:

DASK. Uppercut Danseteater. TS komponist og medvirkende sammen med James Crabb.

CD: Match

The Secret Life of Harry Wallbanger (værker af Pape og Ligeti)

TS-værk: Pär Formans Delight

2002:

2002-2006: "Skriv dig ind i historien" (børn skriver historier med professionelle forfattere og komponister). TS komponist.

On This Planet (Anders Nordentoft). TS medvirkende skuespiller/sanger med Athelas Sinfonietta.

CD: On this Planet

2003:

2003-2008: Trippelkoncerter. Karavane. TS komponist og medvirkende med New Jungle Orchestra og LinEnsemble. Værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Dørge, Pape m.fl.

TS-værker: Rattle Battle + Slappin'

P.O.P. Uppercut Danseteater. TS komponist.

2004:

CD: Uppercut Tracks - numre fra DASK og P.O.P.

Champions. Uppercut Danseteater. TS komponist.

Sandberg Explorer 1.0, koncertrække på Den Anden Opera. Fortsat lige siden som ramme for skolekoncerter m.m.

TS-værk: Sandberg Explorer 1.0

Børsen Roadshow. TS komponist og performer.

2005:

Fyrtøjet. Det Danske Teater. TS komponist.

Twist. Uppercut. TS komponist.

HVIS. Teater Grob. TS komponist.

Transit: Soloforestilling i samarbejde med Thomas Malling. TS performer, komponist m.m.

CD: Pedestrian – Music for Moving. Soundtrack fra forestillingerne Champions og TWIST med Uppercut Danseteater samt egne forestillinger.

2006:

Til døden jer skiller. Rakkerpak. TS komponist.

Huller. Radiodrama. TS komponist.

New Value®: Børsen Roadshow. TS komponist og performer.

Second Act: moderne stepdanseforestilling. Rialto. TS komponist.

2007:

Arme og Ben. Åben Dans. TS komponist og vokalist.

2008:

Siva Skriget. Radiodrama. TS komponist.

Sylvesters Svanesø. Den Kongelige Ballet. TS komponist.

CD: Instant outlet - improvisations-duoprojekt med saxofonisten Lars Møller. Indspillet 2000.

2009:

Tjener for 10 Herrer. Rakkerpak. TS komponist.

For enhver pris. Radiodrama. TS komponist.

Ind under huden. Åben Dans. TS komponist.

Inter_Face.

TS-værk: Inter_Face

2011:

Loop

TS-værk: Loop

Find diskografi på komponistens eget website.