Rudolph Simonsen blev født ind i Københavns velstillede jødiske borgerskab, hvor hans fader var vekselerer og hans mor var en glimrende amatørsangerinde. Allerede tidlige blev familien klar over drengens udprægede intellektuelle evner, og han kunne som dreng efter gehør akkompagnere moderen i krævende opgaver som ”Elsas bøn” fra Wagners Lohengrin. Da han blev student, havde han allerede lært sig latin, græsk og hebraisk og læste filosofiske værker af bl.a. Platon på originalsproget.

Efter studentereksamen begyndte Rudolph Simonsen sideløbende på to uddannelser som pianist og jurist. Klaveret studerede han på Musikkonservatoriet med Agnes Adler som klaverlærer og Otto Malling som teorilærer. Juraen gennemførte han på forældrenes ønske, og her fik Hugo Grotius’ tanker om retsprincipper baseret på almengyldige og tidsløse menneskelige værdier betydning for hans åndelige udvikling[1].

Livet igennem beskæftigede Rudolph Simonsen sig indgående med filosofi med Platon, Spinoza og Goethe som de foretrukne tænkere. Deres idealistiske tanker om et almenmenneskeligt grundlag for etik og kultur øvede afgørende indflydelse på hans virke som komponist og musikformidler, og de ligger til grund for hans skrift om filosofi (Almen menneskelige Værdier, privattryk 1940) og hans meget udbredte musikkulturelle værk Sub specie æternitatis [Under evighedens synsvinkel – den latinske titel er et Spinoza-citat] fra 1942.

I årene efter sin debut og embedseksamen rejste Rudolph Simonsen en del og studerede bl.a. klaver hos Anders Rachlew i Berlin, hvor han traf sin senere hustru Kathe Löwenthal. I København virkede han som pianist i kammermusikalsk samspil med bl.a. Fini Henriques. 1916 blev han ansat som klaverlærer på Musikkonservatoriet, hvor han blev medlem af bestyrelsen 1927 og afløste Carl Nielsen som direktør efter dennes død 1931. Han engagerede sig i musiklivet og var medlem af censurkomiteen i Foreningen Ny Musik fra dens stiftelse 1921. Gennem Ny Musik deltog han også som jurymedlem i tilrettelæggelsen af ISCM festivalen i Frankfurt 1927 hvor han fik placeret to danske værker på programmet: Carl Nielsens 5. symfoni og Jørgen Bentzons Sonatine for blæsere op. 7.

I årene efter 1. verdenskrig kom konservatoriet ind i en krise, der skyldtes en overvældende tilgang af (typisk klaver-)studerende, som økonomisk var attraktiv, men medførte en sænkelse af det faglige niveau. Mange talentfulde musikstuderende foretrak i disse år privatundervisning eller søgte til udlandet – ikke mindst komponister som Flemming Weis, Finn Høffding, Knudåge Riisager, Jørgen Bentzon, Franz Syberg og Jørgen Jersild.

Da Rudolph Simonsen kom ind i bestyrelsen, arbejdede han for en højnelse af det faglige niveau gennem indførelse af et ekstra studieår med ”Store Eksamen” 1929, der i 1936 blev udvidet med endnu et år og solistklasse (ikke mindst takket være substantielle økonomiske tilskud fra Rudolph Simonsen og hans familie). Da konservatoriet endelig i 1949 blev statsinstitution og ligestillet med Universitetet og Kunstakademiet, skyldtes det i høj grad Rudolf Simonsens lange og seje indsats.

Også som pædagog udmærkede Rudolph Simonsen sig. Da han overtog undervisningen i musikhistorie efter Hortense Panums død 1933, omdøbte han faget til ”Musikkundskab ” og lagde hovedvægten på gennemgangen af musiklitteraturens hovedværker, som han spillede og fortolkede for de studerende.[2] Hans smittende begejstring og hans evne til at sætte musikværkerne ind i en almenmenneskelig sammenhæng var legendarisk og udfoldede sig ikke alene i konservatorieundervisningen, men også i musikforedrag i radioen, i provinsen og i private mandags-møder i hjemmet.

Rudolph Simensens senere år blev præget af modgang og sorger: Hitlers magtovertagelse i det Tyskland hvis åndelige værdier repræsenteret af Bach, Goethe, Beethoven han skattede så højt, anfægtede hans tro på en verden baseret på almenmenneskelige værdier og tolerance. 1942 mistede han sin hustru, og 1943 måtte han med tusinder andre jøder flygte til Sverige. Ved hjemkomsten i Danmark var han svækket af en nyresygdom, der tærede på hans enorme arbejdskraft og medførte hans død 1947.

(JBR)

Noter

Rudolph Simonsen regnes ofte blandt de komponister, der musikhistorisk samles under betegnelsen Carl Nielsen-efterfølgere. Han beundring og begejstring for Carl Nielsen musik skal ikke undervurderes, men hans udgangspunkt var ikke Nielsens dengang moderne musik. Derimod den klassisk-romantiske tradition, som han havde lært på konservatoriet af Agnes Adler og Otto Malling, og som han senere tog afstand fra, da han med Carl Nielsen blev ”anti-romantiker”.

Det høres tydeligt i nogle af hans første værker som Ouverturen for orkester i g-mol (1910) og hans Klaverkoncert, 1915, der blev uropført i Dansk Koncertforening med ham selv med klaveret. Sidste sats rummer noget af det virtuose show, som senere fik ham til at afvise Herman D. Koppels ønske om at måtte spille Tjaikovskijs b-mol koncert med ordene: ”Nej, det synes jeg alligevel, at vi skal holde os for gode til”. Men ud over det virtuose mærker man også en lyst til kontrapunktisk arbejde som peger frem mod de senere værker. Hvortil kommer bearbejdelsen af det indledende hovedtema, der optræder i forskellige skikkelser satsen igennem på en måde, som minder om Liszts tematiske metamorfose.

Indtrykket af Carl Nielsens moderne gennembrudsværker fik Rudolph Simonsen til at tage afstand fra sin romantiske fortid i så høj grad, at alle hans værker komponeret før 1920 (med undtagelse af korværket Kyrie – Gratias – Gloria fra 1913 der indbragte ham Det Anckerske Legat) er uomtalte i den værkfortegnelse, som Jürgen Balzer udarbejdede for Dansk Komponist Forening i 1932. Her indledes værkrækken med de tre symfonier fra årene 1920-23 der tegner grundridset af den klassisk funderede, men nutidigt inspirerede musikkultur, som Rudolph Simonsen bekendte sig til.

Hver af de tre symfonier har en titel, der antyder, i hvilken retning komponistens tanker er gået under arbejdet. 1. symfoni, 1920 hedder Zion og er i to satser med titlerne Trældommen og Forjættelser; 2. symfoni, 1921, hedder Hellas med de tre satser Orestien, Ensomhed ved Templerne og Pallas Athene; 3. symfoni, 1923, hedder Roma med de klassiske 4 satser Colosseum, Campagnaen, Monte Pincio og Peterskirken. Tungest og mest ”Nielsen’sk” er nok Zion med en ekspressiv kraft i første sats.

Hellas lever i mindre grad end Zion op til de forventninger om sammenhængende dramaturgi og tematisk arbejde, som betegnelsen ”symfoni” rejser. De tre satser står som aspekter af klassisk græsk kultur og ånd: Den skæbnetunge, arkaiske første sats Orestien følger frit beretningerne om Agamemnon og hans slægts tragedie. Anden sats Ensomheden ved templerne er et natursceneri inspireret af græske templer, der tilsyneladende urørte står i det sicilianske landskab som relikvier fra fortiden indrammet af marker og skove. Tredje sats Pallas Athene skildrer den græske ånd og Athens gudinde, der kampklædt fødtes af faderen Zeus’ pande. Musikken er hverken symfonisk i klassisk forstand eller programmusik i romantisk, men et forsøg på at levendegøre fortidige idealer som klingende klassicistisk arkitektur.

I løbet af 1920’rne blev tonen i Rudolph Simonsens musik mere dyster. Måske var udviklingen i Europa med demokratiske kriser og fascistisk fremmarch i Italien og Tyskland med til at svække hans optimistiske tro på kulturens og kunstens evne til at kalde det gode frem i menneskeheden. Hans fjerde og sidste symfoni Danmark, 1926, slutter med et billede af Vesterhavet. Med vennen og kollegaen Finn Høffdings ord: ”I det stormfulde stykke mærker man brændingens torden og stormens rasen. Det er stærkt og barskt, næsten ramsaltet i sin elementære opbygning og instrumentation…. [D]e stærke, grå og kolde toner er fremherskende, det er Ewalds ”sortladne hav”, Simonsen har haft for øje.”[1]

En lignende tendens mærkes i Rudolph Simonsens kammermusik fra 1920’rne. Efter den klassiske formede strygekvartet nr. 1 i C-dur, 1923 følger a-mol kvartetten nr. 2 fra 1925, inspireret af den indiske digter og nobelpristager Tagore, der indledes og afsluttes med langsomme satser, som indrammer et kort hurtigt intermezzo.

Også Rudolph Simonsens sidste instrumentalværk, klarinetkvintetten fra 1929, er gennemsyret af en pessimistisk tone. Første sats indledes med satsens gennemgående tema, der præsenteres solo af klarinetten. Det er et lyst og venligt tema, der konsekvent modsiges og til sidst overmandes af faldende melodilinjer. I anden sats indrammer hektiske, prikkende motiver en sørgmodig koralmelodi. Tredje sats er en variationsrække over et klarinettema, der igen præsenteres solo efter en lang indledning. Her er det, som om Rudolph Simonsen dels resumerer udviklingen i de foregående satser, dels understreger musikkens gennemgående sørgmodige stemning med skarpe dissonanser og fornyede fald mod instrumenternes dybe registre.

Efter klarinetkvintetten komponerede Rudolph Simonsen kun Festmusik til Synagogens 100 års jubilæum 1933 og nogle få sange. Hans opgaver som leder af konservatoriet og som musikformidler fik første prioritet – måske også ud fra en erkendelse af, at hans høje etiske fordring til musikken som almenmenneskelig opbyggelig kraft forudsatte en højnelse af den almene musikuddannelse.

(JBR)

Noter

IV. Værker iflg. Ebba Simonsen: ”Værkfortegnelse” i: Mindeskrift 1949.

Orkesterværker

Festmarch 1906.

Ouverture, 1907.

Tragisk ouverture, 1908.

Tema med variationer f. str.ork., 1909.

Ouverture i g-mol, 1910.

Klaverkoncert, uropført Dansk Koncertforening 1915.

Symfoni nr. 1, Zion, 1920.

Symfoni nr. 2, Hellas, 1921, Skandinavisk Musikforslag.

Symfoni nr. 3, Roma, 1923, WH (lommepartitur).

Symfoni nr. 4, Danmark, 1925.

Balletmusik til Ebbe Sadolin: Marionetteater, 1926.

Kammermusik

Adagio f. vlc. og pno., u.å.

Andante funèbre f. str. og org., u.å.

Klavertrio, 1906-07.

Sonate f. vl. og pno., 1907.

Adagio cantabile f. vl. og pno., 1907 (09?).

Klaverkvartet, 1908.

Romance f. vl. og pno., 1910.

Klaverkvintet, 1912-13.

Strygekvartet nr. 1, 1923.

Strygekvartet nr. 2, Tagore, 1925.

Klarinetkvintet, 1929.

Klaverværker

Albumblatt für Klavier, 1912.

Kadence til Beethovens klaverkoncert [nr. 4] i G-dur, uropf. 1918, WH.

Korværker

Der blinde Orgelspieler f. bl. kor og org., 1906.

Studentersangen f. mandskor og pno., tekst: Alex Juel, u.å.

Kyrie – Gratias – Gloria f. bl. kor og ork., 1913.

Vinter f. sop.solo, bl. kor og ork, tekst: Erik Moltesen, 1926.

Sang til solen f. 3-st. kor, tekst: Sophus Michaëlis, Gymnasiesangbogen 1928.

Stormtid f. 4.st. kor, tekst: Niels Møller, Gymnasiesangbogen 1928.

Aftenbøn f. 3 lige st., tekst: v. Foersom, Korsangbogen for pigegymnasier 1931.

Festmusik til Synagogens 100 års jubilæum f. mandskor og –soli og ork. eller org., 1933.

Danmarkssangen f. st. og pno. eller mandskor, tekst: Søren Haller, WH 1945.

Hinsides Sundet f. mandskor, tekst: Andreas Simonsen, WH 1945.

Sange

5 sange (Våren, Nachtgesang, I gondolen, Der slår et ur, Spillemænd), WH 1912.

Har dagen sænket af sin sorg, tekst: J.P. Jacobsen, 1910, WH.

Glück der Entfernung, tekst: Goethe, 1914.

4 sapphiske sange (nr. 4 også f. kvindekor og ork.), 1916-27, WH.

Det døende barn, tekst: H. C. Andersen, 1935.

Död stege hymnen, tekst: Bertil Malmberg, 1936.

Desuden 6 sange u.å. opført ved kompositionskoncert 1939.

Rudolph Simonsen: Almenmenneskelige værdier. Privatudgave, København 1940.

-: Sub specie æternitatis. København, Wilhelm Hansen, 1942.

-: Musikhistorisk Kompendium. København Wilhelm Hansen, 1945.

Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre bd. 2, Danske Komponister, København 1947.

Mindeskrift om Rudolph Simonsen. Udgivet af en kreds af venner 30. april 1949, København, Rasmus Navers Forlag, 1949.

Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark. København 1978, bd. 3.

Jens Cornelius: Noter til CPO 777 229-2, Osnabrück, Tyskland 2009.

Ouverture in G minor; Symphony no. 1, Symphony no. 2
Sønderjyllands Symfoniorkester, Israel Yinon
Rudolph Simonsen: Orchestral Works
Classic Production Osnabrück CPO 777229-2 (2009), CD

Klarinetkvintet; Strygekvartet nr. 1; Strygekvartet nr. 2
Kontra-Kvartetten, Henry Linder (klarinet)
Rudolph Simonsen: Klarinetkvintet
Classico CLASSCD 635 (2005), CD