I begyndelsen var ordet?

Efter at have læst hovedparten af dette års bønner er det fristende at springe over, hvor det kunstneriske gærde er lavest og så blot holde sig på sikker, ophavsretsorganiseret grund; men ved nærmere eftertanke har jeg besluttet at stikke næsen lidt længere frem end som så. Jeg er af den klare overbevisning, at hvis ophavsretsbegrebet overhovedet skal have en chance for at overleve, er det vores forbandede pligt at bygge broer over forældede, æstetiske kløfter og have den dybeste respekt for hinandens bestræbelser på at række ud over egen formåen – også dér, hvor vi på ingen måde selv kan føle os løftede af hinandens udtryk. Jeg tror, tiden er inde og moden. Langt om længe. Men det er også i sidste sekund, hvis ikke copyrighten uimodsagt skal få lov at gå sin triumferende sejrsmarch gennem verden.

Hvad betyder det, om det var ægget eller hønen, som kom først? Om ophavet var Adam eller Eva? Ordet eller lyden? Der er intet galt ved at være ”enestående”, og nogle skabere udfordrer helt klart tomrummet med større værdighed og fylde end andre; Men hvor ordet og lyden smeltes sammen i gensidig respekt for hinandens særegenheder, kan der ske noget uforklarligt i os, som kan bringe os tilbage til før begyndelsen, og som kan række langt ud over det autonomes trygge horisont. ”Single-livet” er ikke at foragte. Man slipper så dejligt for at måtte tage livtag med sin egen modsætning.

Der er en fællesnævner mellem sidste uges stafetgiver Niels Rosing-Schow og modtager. Vi har på hver vores måder taget livtag med ordet udenfor os selv. Oven i købet med de sublime af slagsen. Om foreningerne lykkedes eller ej er fuldstændigt underordnet – livtaget var det vigtige. Inger Christensen behøver ingen partnere for at være helstøbt. Hun er en skabende eksponent for det, nogle esoterikere kalder ”det isogyne princip” og har som sådan indgået ægteskab med sig selv. Hun har været i stand til at forene ordet og lyden og give dem mæle, på en sådan måde, at de rækker langt ud over hendes selv. Men hun er så gavmild og rummelig, at hun til enhver tid tillader alle bestræbelser på at gribe ind i hendes iboende adgang til symbiosen mellem ord, lyd og system. Dermed rækker hun os til stadighed muligheden for at finde én af de mange nøgler til begyndelsens lykkeligt uendelige gåde. Hvis vi har mod nok til at søge. Uden alt for megen selvoptagethed og forfængelighed.

Det var vist bare det.
Pia Raug september 2009, Formand for DJBFA

Inger Christensen in memoriam:
Nedenstående nekrolog er skrevet til tidsskriftet ”Det ny Clarté” nr. 11, som udgives i denne måned

9/11. Stockholm 2003, Anna Lindh? ”De syge små beskidte mord på verden”? New York, World Trade Centre 2001? ”Så brænder de rubler og dollars og franc”? Santiago, Chile 1973, Allende, ”Så spiller de skak med de bittesmå stumper af det der engang var en stor præsident”, Victor Jara, ”Så synger de sange om folkenes lykke - Så synger de sange om folkenes sorg”? Johannesburg 1906, Gandhi, ”Livet er helligt”? ”Erindringen – Erindringen”!

De største digtere er bærere af vores fælles hukommelse. Når den kollektive fortrængnings selvforsvarsmekanismer sætter ind, har vi ofte kun digternes ord at ty til. Vi kan forholde os døve til dem, vi kan også have repeteret dem så mange gange at de er blevet tom form, og alligevel ligger erindringens kim indfældet mellem bogstaverne – parat til at blive foldet ud igen hvis vi tør huske og dermed også tør tage medansvar for vores egen fremtid og nutid. De allerstørste digtere ser af og til fremtiden før den er kommet, og rækker os dermed redskaber til at erindre forud og måske handle i tide uden at de kan beskyldes for at være forudindtagede. Deres ord kan lægges ned over uoverskuelige nutider som i fremtidens glasklare tilbageskuen kan fremstå så selvindlysende at det bliver ufatteligt at der nogensinde kan have været tvivl.
Inger Christensen skrev det i 1968 midt i en forvandlingens og handlingens tid – en tid som indvirkede på alt det der kom efter. Hun skrev ”Så dyrker de korn på et alter i Chile” som en del af en levende drøm før Allende blev præsident, og før den sammen med Victor Jara bristede igen på Chile Stadion – faldet iscenesat af Nixon/CIA/Kissinger. Hvem husker det nu? det husker det. Både den evige drøm om ”at bygge en by, der er blød som en krop” – og det der vil være et evigt fald hvis ingen holder os fast i erindringen.
Jeg forsøger at huske, og når jeg er ved at glemme, er Ingers ord der altid. Hun tillader mig ikke at lukke øjnene og ørerne. En gang imellem er det forbandet. Det ville være så meget lettere at glemme. Hendes ord minder mig om at den eneste chance for at sone fortidens forbrydelser er ved at hindre dem i at gentage sig i fremtiden. Det er et individuelt valg og en livsopgave om man tør forsøge og har kræfterne eller ej. Jeg er efter mange år kommet til den personlige erkendelse at hvis jeg vil forsvare og opretholde retten til at anklage andre mennesker for deres fordomme og konsekvenserne af deres idiosynkrasier, så må jeg gøre op med mine egne. Jeg må søge det menneskelige også i det jeg har betragtet som umenneskeligt. Hvis jeg ikke kan andet end udstøde, fordømme og hade, så er også jeg medskyldig i fortidens, nutidens og fremtidens krige. I de fleste af vores egne små liv, kan dette ikke ske med store, verdenssynlige armbevægelser. Men det kan ske i det stille – i det lille.
Jeg har netop genindspillet to af sangene fra det med militær-bigbandet SMUK og har udgivet dem og otte af mine andre sange på cd’en … fred er at skabe… . Jeg spiste store, smukke kirsebær hos Inger sidste sommer og nåede at fortælle hende om samarbejdet. Jeg havde glædet mig til at hun skulle høre i hvor høj grad ”Chile” og hendes ord endnu engang har kunnet bygge bro over det umulige, men hendes tid rakte ikke så langt. Hendes ord rækker til gengæld uendeligt.

Dial 911
I begyndelsen var Ordet
Inger Christensen er død
Af ord kom hun
det fødtes

Til ord blev hun
Inger Christensen lever
Af ord skal hun igen og igen opstå
Aldrig så død, at ingen kan se hun er til

Det var vist bare det
(Pia Raug)