At fire ud af 10 komponister ikke ville have produceret deres seneste værk, hvis ikke de havde fået støtte, er ikke overraskende, men når to tredjedele af komponisterne efterlyser bedre hjælp til at søge støtten – også på vegne af ensembler og orkestre – stemmer klaveret ikke længere.

Aldrig har der været så mange og så dygtige komponister om buddet, som i disse år. Nu viser en ny undersøgelse foretaget af Praxis 21 for Dansk Komponist Forening, at de fleste af dem kæmper for at forvandle passion til pension. For langt størstedelen af komponisterne er det nemlig blevet sværere at få økonomien i forbindelse med kompositioner til at hænge sammen.  Faktisk ville fire ud af 10 slet ikke have skrevet deres seneste stykke, hvis de ikke havde fået støtte fra en fond eller et råd.

Den indirekte betydning mærkes tydeligt blandt orkestre og ensembler, der er blevet mere forsigtige med at bestille nye værker.

”Jeg tror næsten ikke vi har bestilt nogle værker hos komponister de sidste par år, uden at være 100 procent sikre på, at have finansieringen helt på plads inden. Komponisterne er nødt til at skulle leve ligesom alle andre, og hvis de ikke er sikre på, hvad de får ud af at skrive eksempelvis et værk for Rødovre Concert Band, er det helt urimeligt at overtale dem til at begynde,” mener orkestrets dirigent gennem mange år, Jørgen ’Misser’ Jensen.

Sådan er det desværre ikke alle bestillere af ny musik, der tænker. En rundspørge blandt 135 komponister viser, at flere oplever slet ikke at få løn for deres arbejde, og at mange bliver spist af med udsigten til ’måske’ at få støtte, hvis ansøgningen går igennem det rette sted.

Det sker dog tit, at de glemmer at søge, og endnu oftere, at de får et afslag. "Så kan man så vurdere om man vil skrive stykket færdigt alligevel for den halve løn eller slet ingen løn. Det gør man ofte, fordi det er det vi elsker at gøre, og fordi vi håber på den måde at få foden inden for og blive brugt igen,” fortæller en af komponisterne i undersøgelsen.

Mange men mindre
En gennemgående tendens, som undersøgelsen afdækker, er at Statens Kunstfond sandsynligvis ikke støtter færre komponister end tidligere, men at komponisterne og aftagerne af kompositioner til gengæld oplever, at de arbejdslegater og støttekroner, der bliver uddelt, spredes ud på flere hænder, hvilket med komponisters egne ord betyder, at man skal kunne leve på en sten.

I Rødovre Concert Band understreger Jørgen ’Misser’ Jensen dog, at udfordringen er langt mere kompleks end et simpelt spørgsmål om omfordeling.

”Vi kan ligesom alle andre helt klart mærke, at Statens Kunstfond støtter med mindre, og det gør det naturligvis sværere at få finansieret nye kompositioner, men det er altså også de private fonde, der støtter med mindre end tidligere. Det er blevet sværere at få støtte til sine projekter,” siger Jørgen ’Misser’ Jensen, der næste år skal forsøge at rejse penge til fejringen af orkestrets 50 års jubilæum.  ”Sådan en lejlighed ville vi normalt allerede nu have bestilt et helt nyt værk til, men vi tør simpelthen ikke sætte noget i gang, før vi har rejst pengene til det,” siger han.

På den måde er komponisternes nye verdensbillede blevet en selvforstærkende bremse for den kunstneriske udfoldelse.

”Vi tør ikke sige, at vi nok skulle skaffe 50.000 kroner, og så pludselig ikke kunne leve op til løftet. Vi skal kort sagt blive bedre til at sælge os selv, før vi kan købe noget af andre,” indrømmer Jørgen ’Misser’ Jensen, der ligesom mange andre i branchen bruger mere og mere tid på at lave ansøgninger og mindre på at slå tonen an.

Sælger sig selv for billigt
Blandt komponisterne er der ikke meget tiltro til, at kollegaerne kan finde ud af at prissætte sig selv og deres værker fair. Faktisk mangler ni ud af ti tillid til, at de andre komponister tager den rigtige pris for deres kompositioner. Måske fordi det ganske enkelt ikke er muligt.

På en scene, hvor komponisterne er i skarp konkurrence med hinanden om at få det bedste eller det næste job, er der paradoksalt nok brug for, at komponisterne som et hele bliver bedre til dels at prissætte sig selv, og dels at sælge sig selv.

To ud af tre komponister i undersøgelsen efterlyser direkte Dansk Komponist Forenings hjælp til at blive bedre til den del, der nærmest er blevet en fast del af kompositionsprocessen.

”Hvis ikke på egne vegne, så i hvert fald på bestillernes vegne,” som en af komponisterne siger med henvisning til, at det ikke er alle, der har det samme overblik over præcis, hvor og hvor meget man kan søge støtte til nye kompositioner.
Den kritik preller dog af på bandet i Rødovre.

”Jeg tror det kan være lige meget, hvor meget bedre du eller andre vil klæde os på til at søge penge til komponisterne, hvis der ikke er flere penge at søge, så er vi lige vidt. Der er helt ærligt brug for en julemand, der hælder en masse penge ned i Statens Kunstfond, for ellers bliver alles kamp mod alle om de samme få bevillinger, bare skærpet yderligere,” vurderer Jørgen ’Misser’ Jensen. 

Både fra bestillerne af kompositioner og fra de private fonde, der støtter kompositionerne lyder det da også, at den personlige henvendelse, den unikke idé og ’gode ansøgning’ er den, der har størst chance for at få støtte. ”Selv, hvis denne ikke åbenlyst falder inden for fondenes skarpt definerede formålsparagraffer,” konkluderer undersøgelsen.

En ekstra oplysningsindsats bør have et praktisk sigte, og ske i lyset af, at flere bestillere af nye kompositioner vurderer, at det er blevet sværere at få dækket omkostningerne tilstrækkeligt ved hjælp af fondsstøtte og legater, samtidig med, at de private fonde føler sig ladt i stikken af det offentlige, og ret beset selv kan vælge frit, hvad de vil støtte.

Det er med andre ord ikke nok at rådgive og vejlede komponister og ensembler i, hvor de kan søge støtte. Aktørerne i feltet er nødsaget til at understrege nye kompositioners værd og plads i dansk kulturliv på det politiske niveau og måske også målrettet i medier og erhvervsliv for at give ansøgere de bedst mulige vilkår.

Sætter ord på luft
En af udfordringerne med netop denne italesættelse er ifølge formand for Dansk Komponist Forening, Bent Sørensen, at kompositionerne for andre kan være en uhåndgribelig størrelse.

”På en måde bliver det vores opgave at sætte ord på værdien af luft og lyd, og det kan være sværere end, hvis det var værdien af et stykke arbejde man kunne se,” siger Bent Sørensen. ”Men vi skal kæmpe for værdigheden og den faglige stolthed. Arkitekter kan heller ikke leve af at lave tegninger for deres venner, på samme måde, som mange komponister med mellemrum komponerer musik, fordi de ikke kan lade være, men 15.000 kroner for tre måneders arbejde er ikke i orden, hvis man ser sig selv som professionel komponist,” understreger Bent Sørensen.

Han understreger, at Dansk Komponist Forening har taget tilløb til at øge forståelsen i samfundet for, at klassisk musik er dyrt.

”Den pose penge, der er derude, bliver ikke større af, at vi skriver bedre ansøgninger alle sammen, men det kan være, vi kan gøre forståelsen større. Vi er nødt til at tale om værdisættelsen af musik. Ikke kun det økonomiske; hvad det vil sige at være et skabende erhverv, og hvad vores produkt egentlig koster, men den værdi musik har i det hele taget. I dag er der en fornemmelse af, at musik skal være gratis, fordi den bare er en luft man indånder. Det skal vi lave om på” siger Bent Sørensen og afslutter: 

”Folk, der er uden for musikkens verden ved ikke, at man kun skriver halvandet sekund om dagen på et værk, der skal vare i 20 minutter, og vi er for hengivne til at værdisætte arbejdet derefter, fordi der mangler penge i branchen. På den måde er den faglige stolthed blevet en hæmsko, som vi skal være bedre til at smide fra os sammen med skammen over, at vi nogle gange synes, det er fint, at vi ikke kan leve af vores arbejde.”