”Kan du ikke skrive noget om, hvordan det er at arbejde med musik og kultur i provinsen?” Sådan lød opgaven.
Og jo, det kan jeg godt.
Ikke at jeg er sikker på, at det er så meget anderledes end at gøre det i storbyen, men det ved jeg ikke noget om – jeg ved bare, hvordan det er at arbejde på én gang i det nære og i det fjerne miljø. At arbejde med kommune, region, lokale fonde, det lokale posthus, staten, københavnerbaserede interesseorganisationer, store landsdækkende fonde, ambassader.
Nogle gange er det nok meget godt, at man ikke ved, hvad man begiver sig ud i. Som da vi for 25 år siden begyndte med at tage sikkerhed i vores eget hus for at rejse penge til den allerførste Suså Festival. Og som da vi selv kørte rundt og bankede stolper i rabatterne med Suså Festivals plakat på (med ordensmagtens tilladelse, forstås), efterfulgt af plakatophængning i alle områdets forretninger. Som da vi for første, anden, tredje, fjerde gang skaffede en udgående restauratør, som ville påtage sig opgaven mod et sponsorat fra festivalen på 50 kr. pr. kuvert.
For ikke at tale om klargøring før, under og efter festivalen. Rengøring af toiletter, fejning af gulve, ophængning af håndklæder, etablering af taxaordning fra nærmeste station – sig noget, og vi har gjort det!
Og alle de møder og konferencer, jeg har deltaget i gennem årene. Lige fra at skulle give møde for en gruppe lokale ildsjæle, som var sat til at forvalte kommunens kulturbudget over at være udpeget til at sidde i en regional kulturrådgivende gruppe til prisoverrækkelse på et slot, møde med forvaltning, møde herhjemme med sultne kulturudvalgspolitikere, møder i diverse interesseorganisationer…
Fra møder med skolepedeller og lokale fodboldforeninger for at styre uden om regionale lilleputkampe til 4 årlige fælles orienteringer med kulturhusleder og scene- og lydmester. Og undervejs møder med vores udenlandske ”vinduesensembler” for at sikre kvalitet og fælles musikalsk mål. Hotelreservationer. Hitte en harpe, en marimba, en rørklokke. Altid have frisk lim liggende, hvis et instrument skal nødrepareres – der er langt til instrumentmagerne herfra.
Fra at have været en set udefra romantisk ”Der er så smukt ude på landet” festival med egne gulvtæpper og kaffemaskine og med store bagvedliggende logistiske udfordringer til at blive en bybaseret begivenhed i super rammer og med professionelle samarbejdspartnere.
Og uanset hvor vi har været, har vi aldrig taget musikalske eller kunstneriske lokale hensyn. Områdets amatørmalere har spurgt, om de måtte udstille på festivalen, og vi har måttet skuffe dem, for vi har altid sat barren højt og ønsket det bedste af det bedste til vores store publikum. Fra at samarbejde med de skarpeste ensembler om at opføre udelukkende ny dansk kompositionsmusik til at inddrage det internationale aspekt.
Selv om det er svært at rejse penge til festivalen, både i Danmark og i udlandet. Det er, som om bevågenheden samler sig om storbyerne, og mens vi gerne ville noget mere, har det vist sig umuligt at bryde gennem lydmuren til de store penge. Til næste år fylder vi 25 år, og det vækker en masse tanker om at lave en anderledes festival, men økonomien begrænser os voldsomt. Vi har i 9 år drømt om at kunne præsentere musikdramatik, men det er stort set umuligt at få det trukket herned – produktionerne er ganske enkelt ikke beregnet på transport ud af landets kulturelle hovedstæder.
Herude mangler levende miljøer for kunstarterne, og der forlyder endnu ikke noget om statslig udflytning af konservatorierne. Så vi forsøger selv at stampe det op af mulden. Vores støttemedlemskreds danner en kreds om festivalen, og vores animationssamarbejde med gymnasier og MGK´er er guld værd. Hvert tredje år skriver unge og yngre komponister værker for eleverne på de musikalske grundkurser, festivalen lægger professionel scene til, og DKF og sommetider Statens Kunstfond bakker op økonomisk.
Og festivalåret har sin gang, og på det ugentlige møde er der nu sat hak ud for alle opgaver i september, oktober, november, december, januar og februar. I marts skal der laves nyhedsbrev, vores animationsprojekt skal pusles om og pustes til, vi skal indhente annoncepriser, læse korrektur på årets programbog, gøre klar til vores første store pakkedag allerførst i april, i nærkontakt med næste års ”Vindue mod..” ensemble.
Mange mener, at vi er i så god tid, at det nærmest kan virke irriterende, men med en festival i slutningen af august og juni, juli og august som feriemåneder er vi nødt til at være helt på plads med aftaler, forsendelser, kontakter osv., inden maj rinder ud.
Og hvert år glæder vi os! Og er spændte, når festivalen nærmer sig starthullerne. Men det er ikke helt endnu – endnu samler vi løse ender op og fornøjer os med at binde en sløjfe hist og her.
Og ender forhåbentlig med at se også dig til årets Suså Festival?
Stine Smith, leder af Suså Festival
www.susaafestival.dk
