Som min gamle klaverprofessor György Vasarhelyi sagde, når han om foråret kom hjem fra Tokyo, hvor han ofte var gæsteprofessor i vintermånederne: ’Det er rart at komme hjem til Danmark. København er sådan en hyggelig lille provinsby.’ Alt er jo relativt.
Fremfor at skulle gætte sig til, hvordan komponister generelt er stillet, hvis de vælger at bosætte sig og arbejde udenfor konservatorie- og landsdelsorkesterbyerne, vil jeg nøjes med at fortælle om mine egne oplevelser, primært i Holstebro og Vejle, byer på 40-60.000 indbyggere, som opfylder alle betingelser for at kunne betegnes som ægte ’provinsbyer’ med langt til et symfoniorkester, langt til et konservatorium, måske med en lokal musikforening, men - langt til København.
Først skal det siges, at det at arbejde aktivt med musik og kultur i Danmark, enten det er i den ’hyggelige provinsby København’ eller provinsen Aarhus, Holstebro eller Trekantområdet, bør kunne være et spændende og vigtigt arbejde. Hvis man altså har tænkt at lade sig integrere i lokalsamfundet rent fagligt. Så det afhænger dels af ens egne forventninger og talent og energi, og af mulighederne i det område, man har bosat sig i. Og det afhænger også af, hvor heldig man er. Jeg har været så heldig at være gift med en musiker de sidste 36 år. Det har været af uvurderlig betydning. Som udgangspunkt skal man ikke regne med at kunne leve alene af at komponere, hverken i København elle andre steder. Der er måske enkelte, der kan. Hvis man, som Peter Maxwell Davies, bosætter sig på en af Orkneyøerne 16 km ude i Atlanten nord for Skotland, må man i hvert fald sørge for at være kendt og have sine forbindelser i orden først. Det havde han og han var 37 år, og havde allerede skrevet ’Eight songs for a mad King’, inden han flyttede derud. I Danmark må man nok desuden regne med at skulle supplere sin indtægt med undervisning, foredrag, koncerter (hvis man er aktiv musiker) eller have en rig kone/mand. Hvis man til en værkbestiller fremviser og forventer Komponistforeningens minimumstariffer, vil latterbrølene kunne høres vidt omkring.
Umiddelbart efter min debutkoncert som pianist, blev jeg fastansat ved Holstebro Musikskole, 117 km. vest for Aarhus, som MGK-lærer og ensemblemusiker. Jeg kunne være blevet i Århus, og blev da også nogle år efter ansat som klaverlærer ved konservatoriet. Men jeg havde hørt forbavsende ting om Holstebro som Kulturby, og det viste sig at være sandt. Landets første MGK var netop startet (1976) 4 måneder før og opbygningen af en slags egnsensemble planlagt. Jeg komponerede allerede dengang, men skrev nu mere og mere musik og fik det opført, eftersom det var bestillingsværker. Jeg har kun sjældent nået at skrive u-bestilt musik. Der er altid kommet bestillinger ind. Men uden jævnlig støtte fra Statens Kunstfond og Holstebro Musikskole mfl. ved jeg ikke, hvordan det skulle være gået. Da rektor Tage Nielsen rejste til Rom som direktør for Det Danske Institut for Videnskab og Kunst, blev jeg hans (eneste) elev i komposition og boede i perioder på Det Danske Institut. Her skrev jeg både solo- og ensembleværker. I Rom er der jo gode muligheder for at gå til koncerter, så der kunne man få suppleret sit repertoire-kendskab. Vores bank var flink, for i Rom-perioderne havde vi orlov fra Holstebro Musikskole uden løn. Da jeg efter nogle år blev Stadskomponist i Holstebro, fik jeg naturligvis noget for det, men ikke særlig meget. Jeg skrev meget musik til lokale indvielser, jubilæer og andre større begivenheder, men har også, når man både regner Holstebro- og Vejletiden med, fået opført stykker på Louisiana, i Tivolis koncertsal, i Århus og Ålborg Musikhuse, i Randers, i Odense, Esbjerg, i Hamburg, i Polen, i Paris, Wien, Bratislava, Brno, Innsbruck og Rom, og det er selvfølgelig nødvendigt og rart for en komponist, bosat i provinsen, også at kunne levere noget udenfor lokalområdet. Da jeg i efteråret ’91 blev opfordret til at søge stillingen som kulturforvaltningschef i Vejle, hvor århusianeren Poul Koch skulle til at bygge et af landets største musikteatre, skrev jeg en ansøgning og fik forbavsende nok stillingen. Det var heldigt, for nu fik jeg en høj løn og kunne påbegynde tilbagebetalingen af en noget uoverskuelig gæld, som det heldigvis lykkedes os at komme af med den i løbet af nogle år. Nu boede vi så i Trekantområdet, et af landets største udviklingsområder, lige midt i Vejle, med store forventninger lagt på mig. Ville jeg overhovedet få tid til at spille og komponere? Jeg blev et meget kendt og diskuteret ansigt i kommunen og var tit i avisen. Vores fløjte/klaver-duo var ofte i funktion, og jeg FIK komponeret noget, bl.a. 4 klaverstykker til Steinway-festival’ens afslutningskoncert i Vejle Musikteater. Men også meget andet, som musik til 3 dronningebesøg. Og til åbningen af Kulturby 96 i Vejle Amt, hvor jeg blev bestilt til at skrive en symfoni for 96 flygler/klaverer og slagtøj. Var jeg nu bare flyttet til Vejle og havde foreslået byrådet, at de ansatte mig som bykomponist, var der nok intet sket, er jeg ret overbevist om.
I Vejle har jeg også beskæftiget mig med at opgradere det klassiske musikliv ved bl.a. at arrangere musik-festival’er (Beethoven, Schubert, Mozart, Haydn, Liszt, Carl Nielsen, sangfestival, cellofestival, børn inviterer til festival, klaverfestival, fløjtefestival og Jacob Gade Festival). Desuden ved at arrangere sommerkoncerter på det gl. Rådhus og på Kunstmuseet i en lang årrække, Pinsekoncerter på Tirsbæk strand i 20 år. Plus en ret omfattende egen koncertvirksomhed i og udenfor lokalområdet . Og der har altid været et godt og rigeligt publikum, for jeg har ofte kunnet lade entréen være fri, og det er vigtigt, når man beskæftiger sig med klassisk og nyere/ny musik i ’provinsen’. Hvad angår støtte til komponister og uropførelser, har vi været heldigt stillet – af flere grunde, hvor de vigtigste var, at jeg i en årrække havde et fast kommunalt musikudviklingsbudget at råde over, og at der bor adskillige andre komponistforeningskomponister i området som kender hinanden og jævnligt arbejder sammen. Men igen må det fremhæves, at uden en kommunal støtte samt jævnlige tilskud fra Statens Kunstfond og hjælp fra Komponistforeningen i ny og næ, vil professionelle komponister næppe i tilstrækkelig grad hverken kunne eller være tilskyndet til provinsielt udviklingsarbejde.
Holstebro var noget andet og enestående i 70’erne, 80’erne og noget af 90’erne, perioden, hvor Ib Planch Larsen var leder af musikskolen. Det kan ikke sammenlignes med noget andet. I Herning var de dog også med. De ansatte en stadspianist (Teddy Teirup) og senere en Stadstrio, som gav en masse koncerter.
I Vejle fik jeg jo min gode løn, så der skrev jeg bare, når det var muligt. Da jeg var færdig med at være kulturchef, blev jeg ’Musiklivsudvikler’. Det var min egen opfindelse, men i årene 1991-2000 var det lykkedes mig at få folk og politikere til at tro på, at klassisk og ny musik havde en vigtig rolle at spille i det lokale kulturliv. Min erfaring er, at hvis komponister skal have noget ud af landets mindre byer, skal de helst være udøvende, eller der skal være professionelle orkestre/ensembler/solister til disposition i byen. Og gode musikskoler, rigtig gode. Hvem skal ellers spille kompositionerne?
Et par eksempler på lokalt samarbejde: i 2004 planlagde og gennemførte jeg et kæmpeprojekt ved navn: ’Vejles levende Julekalender’. Det var 22 daglige eventyrkoncerter med 22 uropførelser med musik skrevet af en række prof. klassiske og rytmiske komponister, selv fra København (Fuzzy og Carsten Dahl). I Vejles musikskoleregi har jeg været med til at sikre 30 andre uropførelser indenfor en 10 års periode, jeg har arbejdet med ”Biennalen for ny musik på musikskoler” været inspirator ved oprettelsen af et ungdoms-symfoniorkester, grundlagt et professionelt kammerensemble, skrevet musik og arrangeret koncertrejser til dette ensemble og til andre professionelle, der har opført mine stykker rundt omkring. Senest har jeg udviklet og gennemført 3 store musikteater-koncertarrangementer i Vejle Musikteater over temaerne Wien, Paris og London - med tilsammen 2.200 tilhørere.
Der bor faktisk en hel del af komponistforeningens medlemmer i provinsen. Så mit eksempel er næppe enestående. Vil man prøve ”provinsen” af, er det bedst at kunne ligge foran på slaget! Jeg har i denne artikel beskrevet, hvad jeg har gjort for at musik- og kulturlivet i provinsen ikke fik mig på slæb. Men jeg må gentage: Find den rigtige kommune, som lader sig inspirere og bliv ikke ved længere, end at denne inspiration er gensidig. For øvrigt skal jeg til at skrive musik til Holstebro nu igen!
Willy Stolarczyk, komponist, pianist, forfatter mv i ”Provinsen”
