Sidste års debat på fredagsbønnen om kvinder i musik har her ved indgangen til 2016 givet stof til eftertanke hos komponist og medlem af DKF, Sisse Lunøe. Læs her hendes fine betragtninger.
Komposition kom sent i mit musikliv, jeg var 52 år gammel, da jeg pludselig – og dette skal forstås bogstaveligt - fik en åbenbaring, der viste mig, at her var det felt indenfor musikken, der skulle blive mit helt personlige område for udfoldelse.
Åbenbaringen skærpede også min oplevelse af musik og kunst som sådan. Den ændrede mit gamle fokus i musikken fra melodi, harmoni og rytme til at sætte klang først, og jeg vil helst gå til koncerter, hvor jeg hører nye, ukendte værker fremfor til koncerter med det store klassiske repertoire. Jeg har altid holdt af billedkunsten som sådan, men også den har fået ny bredde og dybde i og med, at jeg komponerer.
Og så leder jeg efter mine forbilleder og mine kolleger blandt kunstnerne, nemlig dem af samme køn som mig. Ligesom åbenbaringen på den elektroniske musiks område kom voldsomt, således er længslen efter at opleve andre kvinders værker med lignende kraft blevet en nødvendighed for mig.
Jeg har været aktiv i kvindebevægelsen, siden jeg var 20 år gammel. Ikke lige meget hele tiden, men altid med en bevidst kvindepolitisk tænkning som grundlag for min livsudfoldelse.
Først og fremmest har jeg erfaret, at hvis kvinder og det kvindelige skal have en betydning, kræver det, at jeg altid er på vagt overfor vanetænkningen hos mig selv. Det blev gjort virkelig tydeligt for mig, da jeg for nogle år siden befandt mig på et kunstmuseum med en dejlig samling af kunst fra renæssancen og frem til ca. 1910. Jeg var gået ind i museets sidste rum, da jeg pludselig opdagede, at det billede, jeg kiggede på, var malet af en kvinde. Jeg blev da klar over, at jeg trods min store positive oplevelse af denne kunstsamling, havde manglet at se billeder frembragt af en af mit eget køn. Dette var en uventet oplevelse af et savn. Vanetænkningen består her i, at jeg sådan set stiller mig tilfreds med at se på kunsten som “kønsuspecificeret”, jeg leder ikke aktivt efter kunst udført af kvinder.
Dette handler ikke grundlæggende om seksualitet, det handler om at blive født som dreng eller pige (eller en blanding, men så bliver det rigtigt svært alt sammen). Det handler i den grad om den kultur, som vi qua kønnet indfældes i og om vores opmærksomhed på de betingelser for udfoldelse, som vi bliver sat i. Vi undgår ikke, at vilkåret påvirker os, både i negativ og positiv betydning. Vi kvinder savner en stor, broget skare af forbilleder af samme køn, og jeg misunder mændene den store mængde af mandlige forbilleder, som er blevet overleveret til dem igennem mange hundrede år. Kvinder har endnu kun spinkle rødder sammenlignet med det kæmpestore rodnet, mænd har at kæmpe med og ind imellem imod.
Mennesker er spændt ud imellem det, vi erkender, og det der stadigvæk er uerkendt. Begge positioner er kamppladser for vores udfoldelser, og vi er i kamp forstået som et krav om konstant aktiv deltagelse i erkendelserne og konsekvenserne heraf.
Jeg har indtryk af, at det ofte ses som trist og begrænsende at blive sig bevidst om et fundamentalt vilkår. Som en slags domfældelse med efterfølgende strafudmåling. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg ser det som en udvidelse af mine muligheder, en perspektivering, der viser detaljer og aspekter, jeg ellers ikke havde set. Jeg bliver nødt til at indse, at jeg har et køn og en historie, der har formet mig, siden jeg blev født. Derfor har de emner, der er genstand for min musikalske behandling, i visse tilfælde en bevidst kønspolitisk drejning. Men lyden, som jeg frembringer, er ikke kønnet, ligesom en bænk i sit udgangspunkt heller ikke er det. Men i sin udformning kan den blive det. Den er bare en siddeplads.
Jeg er nu en gammel kvinde, der komponerer elektronisk musik. Både alder og gesjæft er et vilkår for den, jeg er. Jeg skal udtrykke mig i og om min egen tid, og til hjælp har jeg den erfaring og viden, som det er lykkedes mig at skrabe til mig, tillige med lysten til at holde nysgerrigheden i live. Og holde galden flydende, ikke mindst.
Jeg medgiver, at der er sket fremskridt. Det er glædeligt, at mænd gerne vil være fædre og skubbe barnevogn og skifte ble. Det er glædeligt, at der er sværvægtere af kvindekøn blandt dirigenterne og blandt komponisterne. Det er sikkert rigtigt, at børn skal have gode muligheder for at opleve forbilleder af begge køn, men jeg tror, at der må sættes ind hele vejen op, lige til og med alderdommen. Med det mener jeg, at den voksende skare af 60+ kvinder bliver nødt til at stille sig op foran alle folk i alderen 60+ og pege på sig selv og hinanden. Vi kan ikke tillade os at trække os fra debatten og kampen, blot fordi vi er blevet gamle. Sådan kan man ikke bare sende opgaven nedad i aldershierarkiet, men bliver nødt til at indse, at levende kvindelige kunstnere i alle aldre er her iblandt kunstnerne og i befolkningen.
Sisse Lunøe
Komponist/Billedkunstner
